Bliver de afvigende stedmoderligt behandlet?

Det sker tit, at Grundlovens § 69 giver anledning til, at der bliver trukket lidt på smilebåndet. "De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov," står der i paragraffen, og det er naturligvis ordet "afvigende", som giver anledning til smilet, fordi afvigende – for slet ikke at tale om ordet afviger – let får en negativ værdiladning.

Naturligvis skal man ikke tage Grundlovens ordvalg alt for tungt; det er fra 1849, og med ordet afvigende menes der næppe meget andet end i udsagnet, at "døren var malet i en afvigende farve", dvs. malet i en farve, der tydeligvis var forskellig fra de øvrige farver.

De afvigende trossamfund er således blot dem, der er forskellige fra Folkekirken, og det er som bekendt i en eller anden udstrækning katolikker, baptister, pinsefolk og metodister, men også muslimer, buddhister og hinduer – sidstnævnte endda i endnu højere grad.

Engang talte man kun om "anerkendte trossamfund"; siden er der kommet mange nye trossamfund i landet, som ikke er "anerkendte", men "godkendte". Der er mange flere af sidstnævnte end af førstnævnte, faktisk er der kun ni anerkendte trossamfund.

Det hører til det historisk bestemte, som jeg har nævnt i tidligere artikler på bloggen, at staten på et tidspunkt gik over til at "godkende" i stedet for at "anerkende" nye trossamfund, og forskellen består i alt væsentligt i, at de anerkendte trossamfund ligesom Folkekirken deltager i civilregistreringen og kan udstede attester med borgerlig gyldighed på grundlag af deres kirkebøger.

Det er i den forbindelse oplevelsen af, at de afvigende, men anerkendte trossamfund bliver stedmoderligt behandlet, opstår. Mens man nemlig for en årrække siden gik over til, at kirkebogsføringen i Folkekirken blev digitaliseret og nu kan ske på computer med alle de fordele, der følger heraf, så blev de anerkendte trossamfund lige så stille hægtet af udviklingen og sidder tilbage med deres pen, deres blæk og deres gamle kirkebøger – eller ministerialbøger, som de rettelig kaldes.

Dette forhold aktualiseres af, at staten i år er ved at tage næste skridt til at digitalisere samspillet mellem borgere og myndigheder – og de anerkendte trossamfund varetager faktisk ligesom Folkekirken myndighedsopgaver i forbindelse med dåb og navngivning, navneændringer og ægtevielser.

Danske Kirkers Råd har tidligere gjort Kirkeministeriet opmærksom på spørgsmålet, uden at der for alvor er sket noget på området.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at nogle partier i Folketinget helt ønsker at fjerne civilregistreringsopgaven fra både Folkekirken og dermed fra de anerkendte trossamfund. Denne politiske holdning er disse partier naturligvis i deres gode ret til at have og virke for.

Der er også anerkendte trossamfund, som sætter spørgsmålstegn ved ordningen og gerne vil af med den.

Men der er altså også trossamfund, som lægger vægt på som hidtil at kunne tilbyde deres medlemmer samme service, som medlemmerne af Folkekirken får i deres kirke.

Og det ønske bør vel også respekteres og ikke behandles stedmoderligt, vel?

Erling Tiedemann