En kirkeforfatning må give Folkekirken religionsfrihed

I debatoplægget fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken” drøftes både en styringsstruktur vedrørende folkekirkens indre og ydre anliggender. I enevældens tid blev begge anliggender styret suverænt af den enevældige monark. Efter folkestyrets indførelse i 1849 overtog folketing og kirkeminister ansvaret for begge områder, dog således at skiftende lovgivere og ministre har udvist forskellige grader af skønsomhed og tilbageholdenhed mht. de indre anliggender ved at indhente indstillinger og rådgivning fra biskopper, udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner, inden han eller hun benyttede sin suveræne magt til at regulere området.

Selvom der måske er mest fokus på behovet for en ny styringsstruktur mht. til den del af de ydre anliggender, som har med økonomi at gøre, netop fordi økonomi tillægges så tor betydning i dag, så er det efter min mening en langt mere påtrængende opgave at få indført en ny styringsstruktur mht. folkekirkens indre anliggender.

Ganske vist skrev daværende departementschef i kirkeministeriet, August Roesen, allerede i 1976, ”at det ville være overordentligt vanskeligt at fine en polidelig afgrænsning af ’indre’ og ’ydre’ kirkelige anliggender” – og dermed åbnede han så en ladeport for kirkeministres uhæmmede virketrang – men tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har argumenteret overbevisende for, at kirkens indre anliggender er en veldefineret størrelse.

Folkekirkens indre anliggender handler netop op den religionsfrihed, som grundlovens par 67 tilkender alle borgere i Danmark. Par. 67 beskytter borgerne mod statens indgreb på det religiøse område, når det handler om gudsdyrkelse, ”de egentlige kultiske handlinger og deres rammer (bøn, gudstjeneste mv.). Hertil kommer en række aktiviteter, som efter omstændighederne kan udgøre de nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlingers udøvelse, f. eks. opførelse af kirker, templer, klostre, mv. uddannelse og udpegning af præster og andre religiøse embedsindehavere, udformning af salmebøger eller tilsvarende, etc.” (Gammeltoft-Hansen, ”Kirkeforfatning og non-diskrimination”, s. 9).

I den nuværende situation er folkekirken altså det eneste trossamfund, som ikke profiterer af den grundlovsfæstede religionsfrihed. Fordi folkekirkens indre anliggender bestemmes suverænt af statsmagten. At folketing og kirkeminister oftest bruger deres magt over folkekirken med skønsomhed, ændrer ikke på, at folkekirken som trossamfund ikke lovmæssigt er beskyttet mod statens indblanding i folkekirkens indre anliggender.

I en tid med et stærkt fokus på brud på religionsfriheden i andre dele af verden, hvor stater foretager indgreb i og overgreb mod trossamfund, burde vi skyndsomst se at for orden i vort eget hus.

Udvalget præsenterer i sit diskussionsoplæg tre mulige løsningsmodeller, hvoraf den første slet ikke løser det her skitserede problem, men stort set blot cementerer den nugældende meget problematiske ordning. De to andre modeller løser heller ikke fuldt og helt problemet, da statsmagten også her får det sidste ord, men peger dog i retning af større religionsfrihed for folkekirken.

     

Klik her for at læse det nævnte debatoplæg om styringen af Folkekirken

      

Mogens S. Mogensen er cand.mag. i historie og kristendomskundskab. Han har også en mastergrad i missiologi og en ph.d.-grad i intercultural studies, begge fra Fuller Theological Seminary i Californien, USA. Han har i en årrække arbejdet som universitetsunderviser og var i 10 år missionær i Nigeria. Nu er han konsulent inden for det interkulturelle og interreligiøse felt.