En nødvendig provokation fra Mejdal?

For mange i Danmark har Mejdal Kirke på Prins Burisvej i udkanten af Holstebro været ukendt indtil de seneste dage.

Men ikke for mig. Jeg var for nogle år siden indbudt til at holde et aftenforedrag om arbejdet i Etisk Råd – så vidt jeg husker, var det med titlen "Hvor sidder etikken, i hjernen, i hjertet – eller bare på rygraden?".

Jeg oplevede et levende menighedsfællesskab og et opladt sind over for de udfordringer, som den moderne verden i nogle sammenhænge stiller troende mennesker overfor.

Og ordet "troende" er det jo særdeles relevant at nævne, da det er det ord, som har sat Mejdal på landkortet for mange i landet.

I forbindelse med en mangeårig præsts pensionering har menighedsrådet på forbilledlig vis spurgt menigheden om deres ønsker til den nye præst, som menigheden på ægte evangelisk-luthersk vis snart skal kalde til embedet, og resultatet blev et stillingsopslag, der blandt andre relevante kvaliteter indeholdt en angivelse af, at man gerne ville have netop en "troende" præst.

Det er der kommet en masse ballade ud af med diskussion af meningen – dog næppe i Mejdal, hvor de jo udmærket ved, hvad de mente med det. Men andre har haft travlt med at kritisere menighedsrådet for så det ene, så det andet.

Det er, som om ordet "troende" rummer en upassende provokation efter melodien, at når det er en selvfølge, at en præst er troende, så er det uacceptabelt at antyde, at ikke alle præster er det – thi hvis de alle var det, behøvede man jo ikke at skrive det.

Nogle har mere end antydet, at menighedsrådets opslag ikke er lovmedholdeligt, men ingen med juridisk myndighed har dog bedt rådet om at pille opslaget ned igen.

Andre har alene slået på, at det er upassende at spørge ind til holdninger, som ikke er relevante for valget mellem ansøgerne – og til dem hører tro åbenbart, må man forstå.

Men mange – herunder mange, som har kommenteret sagen på internettet og i den trykte presse – har bakket menighedsrådet op, fordi de udmærket har forstået, hvad det handler om: Menigheden vil ikke have en præst, der har den slags holdninger, som Thorkild Grosbøll har givet udtryk for – og den slags præster findes der en del af, må man antage, hvis man lægger til grund, hvad der i sin tid blev sagt i forbindelse med den sag, han har lagt navn til.

Så skulle der være en teolog med den slags holdninger, behøver vedkommende ikke søge – mon ikke det er kernen i menighedsrådets tilkendegivelse?

Tænk, hvis menighedsrådet havde skrevet det modsatte nemlig, at præsten ikke behøver at være troende, hvis hans forkyndelse og sakramentsforvaltning blot følger det foreskrevne til punkt og prikke.

Det ville selvfølgelig også have provokeret – omend formentlig nogle andre. Tankevækkende, ikke?