En pave i filosofisk særklasse

Samme dag, som et lyn fra en mørk himmel slog ned i Peterskirkens kuppel, annoncerede pave Benedikt XVI sin overraskende og historiske beslutning om at abdicere.

Der bliver naturligvis spekuleret i, hvorfor han valgte at aftræde som den første pave i seks århundreder, og konspirationsteorierne vil florere i årene, der kommer.

Men mens vi venter på en afløser, er øjeblikket kommet til at kigge tilbage: Hvad har hans betydning været?

Kritikere bebrejder ham ikke at have gjort op med dogmer, som synes at stå i modstrid med den moderne verdens realiteter. Og nej, han var ikke revolutionær. Han mener stadigvæk ikke, at kondomer er nogen løsning på AIDS, han går ikke ind for homoseksuelle ægteskaber eller abort, og han synes ikke, man skal klone dyr eller mennesker. Og det betyder selvfølgelig, at mange moderne mennesker ikke kan tage paven alvorligt. Men det er en fejl.

   

Ratzinger

Joseph Ratzinger blev født i 1927 i Bayern. Straks efter Anden Verdenskrig lod han sig indskrive på et katolsk seminarium, og i 1951 blev han ordineret. I 1953 udkom hans doktorafhandling Mennesker og Guds Hus i den hellige Augustins Lære om Kirken, mens hans habilitation om Bonaventura blev færdiggjort i 1957. Ratzinger var derefter professor ved en række af Tysklands førende universiteter, og opbyggede et imponerende akademisk curriculum. Han er en af verdens mest publicerede, nulevende forfattere. Ved Det Andet Vatikankoncil (1962-1965) var Ratzinger teologisk ekspertrådgiver og en synlig eksponent for de reformvenlige holdninger, som vandt indpas.

Ratzinger havde en klassisk dannelse, med udgangspunkt i europæisk filosofi, religion og idéhistorie. Han var inspireret af nutidige tænkere som Gertrud von le Fort, Dostojevskij, Theodor Steinbüchel, Martin Heidegger og Karl Jaspers.

Ratzinger hører til en vigtig række af tyske filosoffer, der kom til at se (neo)kantianismen som en problematisk del af Europas åndshistorie: Ideen om at sandheden findes i os selv, og at den omkringliggende verden er et fremmed objekt, vi kun sekundært kan komme i kontakt med via vores kognitive egenskaber. Kants filosofi repræsenterer for Ratzinger en form for hybris og eksistentiel hjemløshed, en solipsisme, der endvidere har forårsaget en reducering af religionen til et sæt af etiske formularer. Fjendtligheden over for verden, sådan som den foreligger os, kommer ikke fra religionen, men fra dele af den Oplysningstid, vi så ubekymret fejrer som det moderne individs frigørelse.

For Ratzinger er kristendommen kærlighed til verden, en væren i verden. Ratzingers kritik af moderniteten skal ikke læses som en konservativ afvisning af alt, hvad der kan forandres, men snarere som en eksistentiel penetration af modernitetens dybere væsen.

Man kan fnyse, man kan være uenig. Men det er ikke en kritik, man kan tillade sig at være ligeglad med, hvis man kerer sig om den europæiske idéhistorie, det modernes kulturgrundlag og den globale moraldebat.

   

Kontroversiel

Pave Benedikt XVI har til tider været en kontroversiel figur. Regensburg-talen fra 2006, hvor han citerede en tilsyneladende anti-muslimsk teolog fra middelalderen, kostede ham mange fjender.

I Italien er han blevet konfronteret med radikale fortolkninger af sekularismen. Man så det i forbindelse med en tale, han blev tvunget til at aflyse på Italiens største universitet, La Sapienza, i 2008, fordi studerende og undervisere så ham som en trussel mod selve den sekulære videnskab. Paven lagde i stedet sin tale på nettet, refleksivt diskuterende forholdet mellem religion, politik, videnskab og etik.

Hvis de havde gidet dialogen, kunne de studerende have hørt paven tale om universiteternes nødvendige autonomi fra politiske og religiøse institutioner. Trusler mod ytringsfriheden kommer altså ikke altid fra religiøse dogmatikere.

Episoden viste også, hvor svært det faktisk kan være at skabe en debat om sandhed og frihed, ikke på tværs af religioner og civilisationer, som Huntington sagde, men på tværs af det religiøse-sekulære skel inden for moderniteten.

Netop på dette punkt har Benedikt XVI været en epokegørende pave. Som kardinal valgte han at tage debatten op med verdens førende sekulære filosoffer og samfundsteoretikere.

I 1990erne diskuterede han med stor klarhed, hvordan værdirelativisme, narcissisme og blind konsumerisme vandt indpas i forlængelse af Murens fald. I bogen Values in a Time of Upheaval fra 2006, forsvarede han vigtigheden af de jødisk-kristne værdier og deres rolle i en pluralistisk, demokratisk og multikulturel verden.

Ratzinger har argumenteret for en balance mellem tro og fornuft, der kan holde både religiøse og sekulære ekstremismer på afstand.

Hans verdenssyn har dybe rødder i den græske filosofi: Vores søgen efter sandhed må være knyttet til viljen til det gode; etik og erkendelse er ikke adskillelige, og den værdimæssige og institutionelle opsplitning af skønhed, godhed og sandhed, der i så høj grad har kendetegnet den vestlige modernitet, er ham dybt problematisk. Det er et budskab, som er forankret ikke bare i troen, men i kernen af Platons filosofi.

   

Debatten med Habermas

Dialogen mellem den daværende kardinal Ratzinger og Jürgen Habermas er lige så vigtig, som den er overraskende: Den post-marxistiske forsvarer af rationalitetens former, Habermas in persona, mod super-katolikken holdende på en religiøst forankret idé om sandhed og eksistens.

Fornuft og Religion – Sekulariseringens Dialektik af Habermas og Ratzinger udkom blot måneder, før Ratzinger blev pave. For Habermas var debatten med Ratzinger et vigtigt skridt mod erkendelsen af det »post-sekulære samfund«, et samfund, hvor den sekulære tro på religionens forsvinden som et led i den generelle moderniseringsproces begynder at smuldre. Spørgsmålet er så, hvilken rolle religionen skal have for det offentlige liv.

Habermas anerkender religionen som et muligt erkendelsesgrundlag, selv om han stadig ser en offentlig, åben diskurs som betingelsen for moderne rationalitet og politisk legitimitet. Ratzinger har intet problem med det sekulære princip: Selve ideen om en adskillelse af religion og politik udvikles inde fra kristendommen.

Men Ratzinger accepterer ikke, at alle oplysningstidens kardinalværdier står i kontrast til kristendommen: Ideerne om fri vilje, menneskerettigheder og respekt for menneskets autonomi og personens ukrænkelighed kan placeres i en kristelig genealogi.

Samtidig forholder Ratzinger sig kritisk til den blinde og etisk uforankrede tro på fornuft og fremskridt; den »fornuft«, der har frembragt atombomben og som igennem grene af naturvidenskaberne dagligt forsøger at reducere vores eksistens til en tilfældig legeplads for genernes og mikrobernes udfoldelser; den fornuft, der er godt i gang med at klinikproducere menneskebørn.

Det er simpelthen for overfladisk at hævde, at religion blot er en privatsag. Den amerikanske filosof John Rawls snakkede i den forbindelse om den overlapping consensus, som religionen kan være med til at frembringe. Religiøs pluralisme kan være en ganske frodig grobund for demokrati, så længe religiøst-inspirerede argumenter bliver fremlagt på en sådan måde, at anderledes troende kan debattere med – og være uenige.

Ratzinger har i hele sit virke hævdet, at en fornuft, der er døv over for det guddommelige og trænger religionen ud i subkulturernes område, er ude af stand til at gå i dialog med andre kulturer.

   

Gud er kærlighed

Pave Benedikt XVI var lige så konservativ som sin forgænger, Johannes Paul II, men havde slet ikke den samme folkelige udstråling. Han virkede fjern og elitær i sin fremtoning. Hans germanske accent hjalp ikke på det. Journalister fandt hurtigt frem til, at han som purung havde tjent under Hitler i Anden Verdenskrig, og så var alle fjendebilleder jo på plads for den verdslige offentlighed.

Krigen var uden tvivl en formativ oplevelse, som den var for den generation, der mødte puberteten under en verdenskrig. Ratzinger har gennem hele sit liv insisteret på, at staten ikke kan underlægge sig det civile samfund; alle hans skrifter, der berører det politiske, bærer præg af hukommelsen om nazismens rædsler og understreger troens uforenelighed med totalitære styreformer. Han hørte til de progressive kræfter, der fik gennemført erklæringen om religionsfriheden (Dignitatis humanae) i forbindelse med Det Andet Vatikankoncil.

Pave Benedikt XVI udgav tre encyklika, altså tre af den slags åbne, retningsgivende breve (»rundbreve«), som paven kan sende til katolske biskopper i hele verden: Deus Caritas Est fra 2005, Spe Salvi fra 2007, og Caritas in Veritate fra 2009. De vil stå tilbage som en væsentlig del af hans arv.

Han begynder Deus Caritas Est med ordene fra Johannes-evangeliet: »Gud er kærlighed«. Gud har plantet kærligheden i verden som en gave til alle, der vil modtage den. Benedikt diskuterer i dette brev, hvordan selve kærligheds-begrebet er blevet diffust – vi »elsker« vort land, vi »elsker« rødvin – og søger kernen i kærligheden via en diskussion af begreberne Eros, Agape og Philia.

Kristendommen handler om at forene den fysiske med den åndelige kærlighed; og på det filosofiske plan handler det også om at opnå en syntese mellem den græske filosofi og kristendommen. Brevet skal læses som en meget direkte kritik af tidens åndløse kropskultur og den generelle tingsliggørelse af selvet. Som han skriver: »Eros, reduceret til ren ’sex’, er blevet en vare, endnu en ting, der købes og sælges, eller snarere: Mennesket er selv blevet en vare.«

   

Kritik af neo-liberalismen

Benedikts tredje brev, Caritas in Veritate, er et vigtigt dokument i globaliseringsdebatten. Her forbinder han kærlighedsbudskabet med begreberne om sandhed, retfærdighed og det fælles gode. Brevet fremstår som en knivskarp samfundsanalyse, for eksempel i diskussionen af statens rolle i globalise-ringen.

Paven diskuterer, i hvilken grad staterne kan opretholde velfærd og retfærdighed, udfordret af markedsmekanismerne. Han kritiserer den stigende ulighed, der er opstået som konsekvens af neo-liberalismen og forsvarer de arbejdendes ret til faglig organisering: »Jeg vil gerne minde alle om, især regeringer engageret i at øge verdens økonomiske og sociale værdier, at den primære kapital, der skal værdsættes og beskyttes, er mennesket, det menneskelige væsen i hele sin integritet.«

Han argumenterer for, at subsidiaritetsprincippet eller nærhedsprincippet – at beslutninger træffes på et så lokalt niveau som muligt – kun kan fungere sammen med en samlende solidaritetsfølelse og omvendt, fordi »det første uden det andet vil føre til social privatisme, mens det andet uden det første baner vejen for en paternalistisk social assistance, som er fornedrende for dem, der trænger til hjælp.«

Og her kunne man da godt få den tanke, at pavens ord kunne have bare en lille smule relevans, selv helt heroppe i Nordeuropa.

Faktisk har Benedikt XVI været en strålende formidler. Med sit trebindsværk om Jesus (det sidste bind udkom i november 2012) fik han afkræftet alle fordomme om, at han svævede over almindelige menneskers forståelsesniveau. Bøgerne om Jesus er lettilgængelige og »populære«. De fortæller om Jesu’ liv og gerninger, hvad han sagde, hvad han betød – og hvad han betyder i dag.

   

En vigtig europæisk tænker

Hvordan vil Benedikt blive husket? Den verdslige presse er allerede godt i gang med at kritisere ham hele vejen ned i graven for alle de moderniseringer, han ikke fik gennemført, i den sikre overbevisning, at alt, hvad der er moderne, er godt, og alt, hvad der er umoderne, noget der skal dumpes i glemmebogen som et levn fra en uoplyst fortid.

Præmissen for denne kritik vidner i mange tilfælde om netop den erkendelsesmæssige og moralske lukkethed, man har så travlt med at skyde paven i de spidse sko.

Får vi nogensinde igen en pave, der kaster sig ud i en åben og dybdegående dialog om sekularisering, tro og modernitet med nutidens førende sociale kritikere og filosoffer? Får vi nogensinde en pave så dybt engageret i Europas intellektuelle traditioner?

Benedikt XVI har været en pave i filosofisk særklasse, en udsøgt skribent og taleskriver, en vigtig europæisk tænker. Hvad man end måtte mene om katolicisme, tro og det moderne projekt.

   

   

---------------------------------------------------------

Bjørn Thomassen er lektor i samfund og globalisering, Roskilde Universitet, tidligere ansat (2003-2012) på Det Amerikanske Universitet i Rom.