Er den danske stat sekulær?

Der synes i den kirkepolitiske debat at være stor usikkerhed med hensyn til, om den danske stat er sekulær, dvs. om den er uden religiøst værdigrundlag. Religionsfrihedsparagraffen i Grundlovens § 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt synes at angive, at staten ikke favoriserer nogen religiøs holdning. Grundlovens § 4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten bliver derimod af mange både blandt jurister, teologer og politikere tolket, som om staten alligevel lader Den evangelisk-lutherske kirke have en prioriteret stilling. Det er blevet formuleret på forskellige måder. F.eks. sådan, at vi i Danmark har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Sågar sådan, at den evangelisk-lutherske kirke er statsmagtens 4. ben (udover de tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt).

Kan det være rigtigt, at der er sådan indre modsætning i Grundloven. Svaret afhænger af, hvorledes man skal forstå § 4. Det er åbenbart, at Den evangelisk-lutherske kirke har en særstilling, men hvorfor skal Den evangelisk-lutherske kirke understøttes? Er det fordi staten vil/skal favorisere den evangelisk-lutherske kristendomsforståelse? Eller er det, fordi den er folkekirke?

Det forekommer mig åbenbart, at det sidste er tilfældet.

Grundlovens § 4 er begrundet netop omhyggeligt. Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke, og som sådan understøtter staten den; ikke som evangelisk-luthersk.

Hvad det vil sige, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke, fremgår tydeligt af det oprindelige udkast til denne paragraf.  Dér hed det: Den evangelisk-lutherske kirke er som den, hvori den overvejende del af folket befinder sig, at anse som den danske folkekirke og nyder, som sådan, understøttelse af staten. Betegnelse folkekirke dækker, at den overvejende del af folket tilslutter sig den. Når den definition ikke kom med i den endelige formulering af Grundloven, skyldtes det ikke, at den grundlovgivende rigsforsamling havde indvendinger imod den, men tværtimod, at den blev anset for overflødig, fordi det var en selvfølgelighed.

Formuleringen læses naturligt således, at når Den evangelisk-lutherske kirke samlede en så stor del af folket, var det pragmatisk naturligt at give den en særstilling mellem andre religiøse grupper (som jo på den første grundlovs tid var ganske små).  Henvisningen til den evangelisk-lutherske kirke er således ikke en henvisning til den evangelisk-lutherske lære, men er en henvisning til den kirke, som den overvejende del af befolkningen tilslutter sig. Den evangelisk-lutherske Kirke er navnet på denne kirke. (Det er i virkeligheden først i 1950erne at denne kirke skiftede navn til Folkekirken).

Det er i tråd med den forståelse, at grundloven i § 66 siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Der er ingen tvivl om, at meningen med den formulering er, at Den evangelisk-lutherske kirke skal have en sammenhængende ordning, der giver den en eller anden grad af selvstændighed, men hvis indhold den grundlovgivende rigsforsamling ikke tager stilling til. Henvisningen til en kommende forfatning peger i retning af, at staten ikke skal være konfessionelt bundet til nogen religiøs retning, og at det er hensigten, at forholdene indenfor kirke og religion ikke hører under statens styre, som tilfældet var før Grundloven i henhold til Danske Lov.

Talen om, at Den evangelisk-lutherske kirke understøttes betød oprindeligt ikke primært økonomisk støtte, idet kirkens udgifter altovervejende blev dækket ved kirkernes indtægter for jordejendom o.l. Mere betydningsfuldt var støtten en støtte i form af f.eks. helligdagslovgivning og konfessionel religionsundervisning i skolerne, netop begrundet i, at den overvejende del af befolkningen hørte til Den evangelisk-lutherske kirke. For de få, der ikke hørte til dér eller  ikke ønskede det, var der mulighed for fritagelse. Der er altså heller ikke her tale om, at staten principielt er religiøst funderet, men om en pragmatisk ordning begrundet i folkekirkens helt dominerende stilling.

At det ikke, da grundloven blev givet, drejede sig om, at staten skulle garantere den evangelisk-lutherske lære var klart fremme i forhandlingerne om grundloven. Bl.a. Grundtvig var meget energisk i sin argumentation for, at betegnelsen evangelisk-luthersk var ganske indholdsløs. Når betegnelsen alligevel blev fastholdt, skete det med den begrundelse, at den evangelisk-lutherske kirke var en henvisning til den faktisk eksisterende kirke, der i Danske Lov var bundet sammen med de lutherske bekendelsesskrifter.

Det forekommer mig således åbenbart, at den danske stat virkelig er en sekulær stat, principielt med både religionsfrihed og religionslighed. Den faktiske ulighed er begrundet i folkets overvejende tilslutning til folkekirken og ikke i statsmagtens forkærlighed for den evangelisk-lutherske lære.

Hvor længe man kan tale om en overvejende tilslutning til folkekirken er der ikke nogen fast vejledning til at afgøre. Den store indvandring af muslimer, antallet af udmeldelser af folkekirken, antallet af ikke-dåb og den generelle sekularisering vil formentlig i stigende grad give anledning til debat om, om begrundelsen for Den evangelisk-lutherske kirkes særstilling er holdbar. 

Interessant er det, at den danske grundlov ikke henviser til noget værdigrundlag, som f.eks. den franske og De forenede staters, og som FNs charter gør det. På det sted, hvor man kunne forvente f.eks. en bekendelse til demokratiet eller tolerance eller den enkeltes absolutte værdi, kommer i stedet en henvisning til, at den overvejende del af befolkningen hører til den evangelisk-lutherske kirke. Det må betyde, at staten ikke har et eget værdigrundlag eller en ideologi, men anerkender at folk henter deres grundlæggende værdier andetsteds, for en overvejende del af befolkningen i den evangelisk-lutherske kirke, men også med andre muligheder, som henvisninger til andre kirkesamfund angiver.

Man må antage, at der ved en kommende grundlovsrevision vil komme et pres i retning at indføre et værdigrundlag i stil med FNs menneskerettighedserklæring. Jeg tror, at en ændring i den retning ikke vil give mere, men mindre frihed.

         

Niels Thomsen er teolog og forfatter og har været frimenighedspræst i Ryslinge og rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster