Er man sekularist, fordi man er sekulær?

Det er sjældent fremmende for en god politisk dialog, hvis de anvendte ord bruges forskelligt, og dét synes netop at være tilfældet med kernen i ord som sekulær, sekularitet, sekularistisk og sekularisme. Her skelnes ikke altid, ligesom det også går galt med ordene, når sekulært bliver forvekslet med ateistisk, og når agnostiker og ateist bliver forstået som dækkende det samme fænomen.

Lad mig tage sidstnævnte misforståelse først.

"Ateist" stammer fra græsk og er sammensat af den benægtende forstavelse "a-" efterfulgt af "teist", som kommer af "theos", der betyder "gud". En ateist forfægter den opfattelse, at ingen gud eksisterer.

"Agnostiker" stammer også fra græsk og begynder ligeledes med den benægtende forstavelse "a-" efterfulgt af "gnostiker", som kommer af "gnosis", der betyder "indsigt" eller "erkendelse". En agnostiker har den opfattelse, at det ikke er muligt for et menneske at have indsigt i, om der eksisterer en gud eller ej. En agnostiker er altså ikke ateist, men heller ikke det modsatte; han eller hun vil blot sige, at "det spørgsmål har jeg ingen viden om eller indsigt i".

Ser vi et øjeblik væk fra privatsfære og civilsamfund og koncentrerer os om staten, må vi konstatere, at staten er sekulær og ikke religiøs. Den anerkender i høj grad tilstedeværelsen i civilsamfundet af religion og trossamfund, ja, den anerkender i så høj grad den evangelisk-lutherske kirke, at den i grundloven forpligter sig til at understøtte den og tillige forpligter statsoverhovedet til at være medlem. Til gengæld forbeholder staten sig retten til at lovgive om kirkens forfatning, dvs. dens styrelsesordning.

Men det betyder ikke, at staten har en religiøs tro; den er netop sekulær. Staten understøtter et bestemt trossamfund og anerkender andre, men selv har den ingen tro.

Nogle mener nu øjensynligt, at det betyder, at staten så er ateistisk, men det er en misforståelse, for en ateist tager jo (i modsætning til en agnostiker) netop stilling til, om der findes en gud. Det spørgsmål har staten ikke organer, der kan besvare.

Man kunne såmænd godt sige, at staten så er agnostisk, men det almindelige er nu blevet at sige, at staten er sekulær.

Staten anerkender religioners og trossamfunds berettigede tilstedeværelse i civilsamfundet, men den antager ikke selv en religion og forbyder andre (sådan som man kan se det i visse andre lande). Staten giver plads til religion, og den beskytter religionsudøvelse, men selv har den ingen religion. Den er sekulær.

Det betyder til gengæld ikke, at staten så er sekularistisk i den betydning, at den som målsætning skulle have at ville reducere religionsudøvelsen i civilsamfundet; tværtimod bakker staten gennem inkorporeringen af menneskerettighederne i dansk lov op bag både den personlige og den kollektive udøvelse af religion såvel i privaten som i det offentlige rum.

Ordet sekularistisk hører dermed snarere hjemme som betegnelse for holdninger og bevægelser, der findes i civilsamfundet, og som fx går ud på at søge at begrænse religionens udfoldelse i det offentlige rum; få afskaffet skolernes hensyntagen til konfirmationsforberedelsen; aktivt opfordre til udmeldelse af Folkekirken – og deslige.

Det har sådanne holdninger og bevægelser ubestrideligt haft et vist held med indtil nu – både herhjemme og i andre lande. Derfor må vi også konstatere, at kulturen i den vestlige verden i stigende grad er præget af sekularisme.

Her foregår således en regulær kulturkamp, som trossamfundene ikke bør holde sig ude af, tværtimod; de bør blandt andet medvirke ved at holde begreberne klare.

Hvad specielt kristendommen angår, må det også ses i øjnene, at dens reelle status i civilsamfundet naturligvis afhænger af, hvad den markerer sig at betyde for de kristne selv.

Erling Tiedemann