Forkyndelsesfrihed og straffelov

’Må man virkelig ikke læse op, hvad der står i Bibelen’, spørger den forundrede journalist. En lige så forundret journalist har for et par dage siden spurgt, om man virkelig bare kan udsprede al den hadske tale om andre mennesker, man lyster, under dække af religionsfriheden? Så vidt jeg kan se, ligger svaret et sted midtimellem. Og det er også dér, jeg mener, svaret bør ligge.

Anledningen til journalisternes spørgsmål er, at frafaldne Jehovas Vidner – med god ret, forekommer det mig – er blevet godt og grundigt trætte af sproget internt hos vidnerne. De er trætte af at blive kaldt ’syge i sindet’; ’smittebærere for en frygtelig sygdom’; ’løgnagtige’; ’uærlige; ’manipulerende’. De bryder sig ikke om, at der om dem bliver spurgt: ’hvornår vil han dø og hans navn gå til grunde’; de bryder sig ikke om, at også deres ’fæller’, deres familier, får at vide, at der kun er én korrekt handling over for dem: ’undgå dem’. (1) Man kan ikke fortænke disse tidligere medlemmer af Jehovas Vidner i, at de på et tidspunkt spørger sig selv, om der dog ikke er nogen beskyttelse at hente i retssamfundet. Og man kan på den anden side sagtens se, hvorfor en talsmand for Jehovas Vidner forundret spørger, hvad problemet er, for ’vi læser jo bare op af Bibelen’.

Der er og der skal være religionsfrihed i Danmark. Religionsfrihed indebærer også forkyndelsesfrihed. Og grundlaget for forkyndelsen – ja, det er selvsagt den jødiske bibel og Talmud; den kristne bibel; koranen mv. Så selvfølgelig må man læse op, hvad der står i Bibelen og de øvrige hellige skrifter og forholde sig til det i sin forkyndelse. Det er der absolut ingen problemer i.

Problemerne kan opstå, hvis man ikke lægger noget tolkningslag imellem. Et enkelt eksempel må være tilstrækkeligt. I 5. Mosebog kap 13, v. 7-12 lyder følgende klare advarsel og formaning til dem, der bliver udsat for forførelse fra den nærmeste familie: ”Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig.”

Hvis man i et trossamfund ikke alene læser op af Bibelen, men forkynder, forklarer og udlægger bibelvers som dette uden noget forbehold, så er der tale om en klar opfordring til drab.

Opfordring til drab er selvsagt strafbart efter den danske straffelov. Også selvom opfordringen kommer som led i en forkyndelse og også selvom forkynderen henviser til, at formålet netop er at skræmme andre til at blive på den ene sande vej, som det fremgår af bibelteksten.

Journalisten spurgte, om ordene i sig selv virkelig kunne være nok – skulle der ikke være nogen, som gik ud og handlede på det? Og heldigvis er det sådan, at opfordring til drab i sig selv er strafbart – vi behøver ikke vente med at gribe ind, til der er lig på bordet. Det er her, straffelovens freds- og æreskrænkelser kommer ind. ”Den, som på en måde der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Så hvis man forkynder bibelens ord ud fra 5 Mos 13, 7-12 og opfordrer til at overholde Guds ord, fordi Jehova er klogere og visere end os – så kan jeg godt forstå, hvis tilhøreren opfatter det som en opfordring til, at forældre ikke alene undgår deres ’frafaldne’ børn, men direkte slår dem ihjel ved stening. Og det er helt enkelt strafbart i Danmark – heldigvis.

Tilsvarende står der jo faktisk noget i Koranen om, at jøder skal dræbes, hvor end man træffer dem. Det ved de i Hizb-ut-Tahrir; og de gjorde det samme, som man bare gør i Jehovas Vidner: de skrev en løbeseddel med et direkte korancitat – kan man virkelig blive dømt for at overtræde straffeloven, når man bare læser op af Koranen? Ja, det kan man, når korancitatet er en opfordring til drab på en befolkningsgruppe; det blev stadfæstet i Østre Landsret i februar 2007 – heldigvis.

Men der skal meget til. Heldigvis. Ikke-religiøse og frafaldne og ikke-religiøse-nok og alle andre må finde sig i en hel del hån, spot og forhånelse fra religiøse forkyndere. Det er ikke al hadsk tale, der fører til en dom efter straffeloven. Det fremgår af Strl. § 266b, at den, der ’offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds’ fremsætter udtalelser ved hvilke en gruppe af personer ’trues, forhånes eller nedværdiges’ på grund af bl.a. deres tro, kan blive idømt bøde eller fængsel for sine udtalelser.

Man skal lægge mærke til et par ting her. Udtalelserne skal være offentlige eller i hvert fald med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Spørgsmålet er, om et sommerstævne med – ifølge dagspressen – op til 14.000 mennesker er en tilstrækkelig ’videre kreds’. Den hadske tale skal falde som følge af andres ’tro’. Min opfattelse er, at også andres forkerte tro eller manglende tro – altså det forhold, at de anses for at være frafaldne – er omfattet af begrebet, men det er der ikke rigtigt nogen retspraksis for. Og endelig skal der altså være tale om en hel del power i udtalelserne, før man kan tale om, at de er udtryk for ’trusler, forhånelser eller nedværdigelser’ af en karakter, der kan være strafbar. Og hér kommer religionsfriheden ind igen: når de religiøse tekster nu altså faktisk er temmelig grovkornede, så giver det i sig selv rabat på nogle ting.

For mig at se, vil det være fuldt forståeligt, om de frafaldne Jehovas Vidner på et tidspunkt får nok og siger, at nu må det her afklares. Men det er klart, at strafbarheden af udtalelserne hænger sammen med dels, om de i sig selv er opfordringer til vold, og også med grovheden i det hele taget. Så inden man anlægger sagen, vil jeg også foreslå, at man læser to andre domme. Dels en gammel dansk dom, der handlede om en from kone i Vestjylland, Emmy Fomsgaard. Hun skrev mindre pæne ting i avisen om de homoseksuelle – men blev frifundet for at have udspredt hadsk tale, fordi hun jo altså var en from kone og bare skrev af fra bibelen. Helt tilsvarende gik det i den svenske dom, der handler om pastor Åke Green i en pinsekirke. (2) Han indbød først journalisterne til at høre ham prædike om de homoseksuelle, og så fik den ellers ikke for lidt med oplæsning af gammeltestamentlige tekster. Da ingen journalister gad bruge deres tid på den slags pjat, udsendte han en pressemeddelelse med de samme hadefulde ord – hans formål var nemlig at få de homoseksuelle til at anlægge sag. Det gjorde de så – og Åke Green vandt i Sveriges højesteret med henvisning til forkyndelsesfriheden. 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer om grovheden i de konkrete udtalelser fra Jehovas vidners sommerstævner. Det er klart, at der er en sammenhæng til de meget smertefulde familieudelukkelser, og det i sig selv kan påvirke bedømmelsen af ordene og deres virkning.

Men en ting ved jeg: Ja, også religiøse ledere er i et land med fuld religionsfrihed forpligtet på straffeloven. Man kan ikke dække sine ord ind under, at det jo står i en hellig skrift. Der er et ansvar at forholde sig til også for forkyndere. Heldigvis. (3)

 

Noter

1. Citaterne her er fra et link på Kristeligt Dagblads hjemmeside, transskription af et symposium på sommerens stævner i Jehovas Vidner; http://www.kristeligt-dagblad.dk/modules/fsArticle/download.php?fileid=250 (besøgt 29. juli 2013)

2. Der er rigtigt meget på nettet om denne sag. Start evt her: http://sv.wikipedia.org/wiki/%C3%85ke_Green

3. Der er skrevet meget om forholdet mellem forkyndelsesfrihed og hate speech. Selv skrev jeg en artikel i festskriftet til Kjeld Holm. Min artikel hed ’blasfemisk blindhed’ – festskriftet hedder ’biskop for Herren – og så mange andre’, Anis 2005. Artiklen kan genfindes som netpublikation på www.kirkeret.dk – se http://www.kirkeret.dk/files/2005_LIC_Blasfemisk_blindhed.pdf