Hvordan forebygges kollektivt religiøst had?

FNs "Special Rapporteur on freedom of religion or belief", Heiner Bielefeldt, beskriver i sin rapport fra december 2013 "kollektivt religiøst had" som "fælles manifestationer af intense og irrationelle følelser af foragt, fjendskab og stærk uvilje mod en specifik målgruppe eller et specifikt individ proklameret i en bestemt religions eller tros navn". Hadet opstår som en kombination af følelser af irrationel frygt og foragt, og den får gode vækstbetingelser dér, hvor der er udbredt korruption, en autoritær atmosfære, og hvor religion misbruges til fremme for en snæver identitetspolitik.

Men spørgsmålet er så, hvordan man kan modarbejde eller forebygge et sådant "kollektivt religiøst had", der kan føre til diskrimination, chikane og voldelige konflikter og forfølgelse? Bielefeldts konklusion i rapporten er helt klar: Modgiften består i at opbygge en tillid baseret på en universel respekt for menneskelig værdighed. Tillidsskabelse forudsætter velfungerende offentlige institutioner og et vist niveau af offentlig kommunikation.

For at skabe tillid og dermed modvirke den irrationelle frygt for de andre, er der behov for en infrastruktur af offentlige institutioner, der varetager alles interesser. Religionsfriheden må sammen med andre menneskerettigheder beskyttes og holde i hævd af offentlige institutioner på internationalt, regionalt og nationalt niveau. Det forudsætter et opgør med eksklusivistiske samfundsmodeller, hvor staten identificerer sig med en religion på bekostning af en lige og ikke-diskriminerende behandling af tilhængere af andre religioner. Hermed tages der altså ikke principielt afstand fra, at en stat kan have en officiel religion, men hvis det er tilfældet, så må man sikre, at det ikke fører til en de jure eller de facto diskrimination af andre religioner. Bielefeldt advarer imidlertid om, at det forhold, at en stat har en officiel religion meget let kan få negative konsekvenser for religiøse minoriteter og føre til diskrimination!

Lige så vigtig som de institutionelle aspekter for tillidsskabelse er de kommunikative aspekter. Når det gælder om at fremme forståelse og at overvinde mistillid, er den regelmæssige kommunikation på tværs af religiøse grænser af afgørende betydning. Når den interreligiøse kommunikation foregår mellem ligeværdige parter og over længere tid, kan den bidrage til at erstatte stereotyper og fordomme med virkelige erfaringer og nedbryde traditionelle "os-versus-dem" holdninger.

Efter Bielefeldts opfattelse er det en statslig forpligtelse at fremme interreligiøs kommunikation og også tage initiativer på dette område. Den symbolske betydning af, at staten offentligt engagerer sig i interreligiøs kommunikation kan ikke overvurderes. Regeringen kan støtte interreligiøs dialog på mange måder; den kan give finansiel støtte til eksisterende projekter eller til at igangsætte nye. Regeringen kan også etablere det neutrale rum, hvor religiøse grupper, som ellers har svært ved at enes, kan mødes. "Fair oplysning og virkelige erfaringer med religiøs eller trosmæssig mangfoldighed som en del af det normale offentlige og private liv, er blandt de vigtigste forudsætninger for at udvikle samfundsmæssig modstandskraft mod manifestationer af kollektivt religiøst had."

Desuden er det vigtigt, at der er åbne og velafprøvede kanaler mellem staten og religionssamfund i tilfælde af kriser. Staten har brug for hurtigt at kunne komme i kontakt med religionssamfund, når der er fare for alvorlige konflikter mellem religionssamfund, og omvendt er det også vigtigt, at repræsentanter for religionssamfund har let adgang til repræsentanter for staten, så de kan advare om konflikter, som er på vej.

Endelig peger Bielefeldt på betydningen af at skabe en atmosfære, hvor offentlige debatter om religiøse emner frit kan foregå. Hvis folk føler, at de har frihed til offentligt at udtrykke enhver frustration eller irritation, som er opstået som følge af deres negative oplevelser i det multireligiøse samfund, i stedet for blot at fortælle deres negative historier i private cirkler, er der en god chance for, at de bliver mødt med andres anderledes erfaringer og andre historier, som hjælper den enkelte med ikke at miste proportionssansen, men få et realistisk perspektiv. Det kan bevirke, at negative oplevelser ikke sætter sig og bliver til faste fordomme. Hvis der udvikles en sådan offentlig samtalekultur, så skulle man gerne nå dertil, at man frit kan drøfte kontroversielle emner vedrørende religion.

Selvom det danske samfund i dag ikke er præget af alvorlige voldelige religiøse konflikter, så er der intet, der tyder på, at vi er immune over for kollektivt religiøst had, så måske har vi noget at lære af rapporten fra FN's "Special Rapporteur on freedom of religion or belief", Heiner Bielefeldt.

 

Klik her for at læse hele Heiner Bielefeldts rapport