I Norge kommenterer Den katolske Kirke en betænkning fra Tros- og Livssynspolitisk Udvalg

Efter at have arbejdet et par år fremlagde det norske Tros- og Livssynspolitisk Udvalg i januar 2013 en betænkning, hvori udvalget i overensstemmelse med sit kommissorium havde foretaget en gennemgang af den statslige tros- og livssynspolitik i Norge og stillet en række forslag, som kan bidrage til at skabe en mere helhedsorienteret politik på området. – Betænkningen indbød til offentlig debat og kommentarer, og der foreligger nu et høringssvar fra Den katolske Kirke (hvilket i denne forbindelse skal forstås som de to bispedømmer Oslo og Trondheim).

Som der er tradition for det, har Tros- og Livssynspolitisk Udvalg i daglig tale fået navn efter sin formand Sturla J. Stålsett.

Stålsett-udvalget har som foreskrevet taget udgangspunkt i, at statens opgave i tros- og livsssynspolitikken først og fremmest er at sikre og beskytte tros- og livssynsfriheden, sådan som denne er forankret i internationale konventioner og national lovgivning.

Som det skulle har udvalget også lagt til grund, at staten fortsat skal føre en aktivt støttende tros- og livssynspolitik inden for rammerne af centrale principper i det norske samfund såsom demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Stålsett-udvalgets samlede betænkning (465 sider) kan læses ved at klikke her.

I det følgende fremhæves nogle punkter i høringssvaret, som i sin helhed kan læses ved at klikke her.

      

I Den katolske Kirkes høringssvar noteres det, at Stålsett-udvalget fremhæver nogle grundlæggende principper for tros- og livssynspolitikken, der baserer sig på menneskerettighederne. Endvidere har udvalget beskrevet en aktiv støttende tros- og livssynspolitik, og endelig har det understreget, at alle principielt må acceptere at blive udsat for andres tros- og livssynspraksis.

Disse principper svarer et langt stykke af vejen til Den katolske Kirkes syn på tingene, hedder det i svaret, selv om Stålsett-udvalget på nogle områder drager andre konsekvenser af principperne. Det redegør Kirken så nærmere for i høringssvaret.

Den katolske Kirke er optaget af, hedder det videre, at staten skal føre en aktiv religions- og livssynspolitik, som understøtter tros- og livssynssamfundene. Det er meget vigtigt, at staten respekterer religionsfriheden ved ikke at blande sig i trossamfunds indre anliggender.

Kirken ønske en ikke-diskriminering af de forskellig tros- og livssynssamfund, men understreger, at ligebehandling må tage højde for størrelse. Den katolske Kirke anerkender således, at Den norske kirke har en historisk og størrelsesmæssig særstilling, og understreger, at Den norske kirke i nyere tid har udfyldt sin rolle på en god måde for alle landets indbyggere og fællesskabet.

Religionsfriheden tager netop højde for en særstilling for én religion/konfession, og dette bekræftes i et af dokumenterne fra Det andet Vatikankoncil:

  • "Hvis specielle omstændigheder i enkelte lande medfører, at et bestemt religiøst samfund i henhold til landets lovgivning gives en særstilling, skal man samtidig anerkende og praktisere retten til religionsfrihed for enhver borger og alle øvrige trossamfund. Staten skal endvidere sørge for, at lighed for loven, som er en betingelse for samfundets vel, ikke krænkes åbent eller skjult, ligesom religion ikke må give grundlag for diskriminering (Dignitas humanæ, nr. 6 c og d)."

      

Udover disse overordnede tilkendegivelser rummer Den katolske Kirkes høringssvar en række punkter, som refererer til forhold i Norge og måske ikke er så interessante i Danmark. Andre udsagn i høringssvaret drejer sig imidlertid om ting, som også debatteres i Danmark – såsom eksempelvis følgende:

"Den katolske Kirke mener, at Den norske kirke bør blive et eget retssubjekt med selvstyre og fuld frihed fra staten, således som tilfældet er for andre tros- og livssynssamfund."

"Den katolske Kirke ønsker at understrege vigtigheden af, at det generelt er tilladt at bære religiøs beklædning og symboler, både i det offentlige rum og i offentlige institutioner på sundhedsområdet. Dette er en central del af religionsfriheden. Undtagelser fra retten til at bruge religiøs beklædning og symboler kan kun gøres ud fra praktiske hensyn. Det er op til den, som bruger religiøs beklædning og symboler at definere, hvad disse symboliserer."

"Den katolske Kirke mener, at Den norske kirke i det store og hele står for en god kirkegårdsforvaltning lokalt, og Kirken ser ikke noget behov for eller vigtige grunde til, at kommunerne skal overtage ansvaret for kirkegårdsforvaltningen, sådan som Stålsett-udvalget foreslår."

"Den katolske Kirke ønsker at understrege Helse- og omsorgsdepartementets påpegning fra 2011 i forbindelse med 'Forslag om lovændring af rituel omskærelse af drenge' om, at 'omskæring ikke kan siges at repræsentere et etisk problem i forhold til norsk kultur og tradition. Ud fra en etisk vurdering bør adgangen til at foretage rituel omskæring af drenge opretholdes under respekt for religiøse mindretals kulturelle og religiøse traditioner.' Kirken mener videre, at der må lægges vægt på, at disse ritualer er stærkt knyttet til et trossamfunds selvforståelse og identitet; at forbyde jøder omskæring af drengebørn vil i praksis være at forbyde jøderne adgang til landet. […] Den katolske Kirke/katolikkerne praktiserer ikke omskæring, men mener, at omskæring af drengebørn bør være tilladt og kan bekostes af det offentlige."

    

I sit høringssvar takker Den katolske Kirke afslutningsvis Stålsett-udvalget for et grundigt og omfattende arbejde. Kirken ønsker fortsat at være med i dialogen og arbejdet med at få en stadig bedre religionspolitik for Norges flerreligiøse og tros- og livssynsmangfoldige samfund.