Kommentar til debatoplæg om ledelse af Folkekirken

Det er et meget kompetent og brugbart oplæg til debat om folkekirkens fremtidige ledelse, som Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken er kommet med. Overskueligt og klart uden at være låst fast på en bestemt model.

Hele vægten er lagt på at flytte kompetence ”nedad”, hvilket er overordentlig sympatisk. Det er minister og ministerium, der skal afgive kompetence til et muligt nationalt kirkeråd, mens provstiudvalg og menighedsråd beholder nuværende kompetencer – tilmed med den øgede indflydelse at skulle vælge et muligt nyt landskirkeråd.

Debatoplægget har opfyldt sit primære formål: at afføde frugtbare diskussioner i det kirkelige landskab. Og vi ser med stor spænding frem til, at udvalget barsler med et egentligt lovforslag til næste år.

Men inden det sker, er der grund til at pege på nogle fejl og mangler i debatoplægget, så de ikke gentager sig i det endelige forslag.

Udvalget indleder klogt med at gøre rede for folkekirkens egentlige opgave for derefter at beskrive mulige modeller for kirkens ledelse. At forkyndelsen af det kristne budskab er den centrale opgave, kommer nok ikke bag på nogen. Men hertil lægges en række andre opgaver: undervisning, diakoni, mission og etablering af folkelige fællesskaber.

Og det er sandt: Kirken kan ikke være kirke uden disse opgaver. Derfor bør der ikke, som debatoplægget fejlagtigt gør, tales om et direkte formål og en række formål ”derudover”. For det direkte formål (forkyndelsen) kan ikke eksistere uden de andre. De er en integreret og uadskillelig del af at være kirke. Man kan ikke være kirke uden at undervise, øve diakoni og opbygge fællesskaber såvel lokalt som nationalt og internationalt med andre kristne. Det sidste er slet ikke omtalt, selvom det hører med til selve kirkens væsen at stå i fællesskab med andre kristne i verden.

I debatoplægget skelnes mellem folkekirkens indre anliggender og dens økonomiske styring, fordi de to områder muligvis kalder på hver sin ledelsesform. Det er der ingen præcedens for i folkekirken, tværtimod.

Jeg er provst og dermed en del af biskoppens teologiske tilsyn med provstiets præster, og samtidig er jeg forretningsfører for provstiudvalget med alle de økonomisk-administrative opgaver, det medfører. Fordi vi i folkekirken tænker økonomi og teologi sammen. Vi ønsker, at der skal ligge teologiske, forkyndelsesmæssige og diakonale overvejelser til grund for vore økonomiske prioriteringer.

Derfor er det en styrke i folkekirken, at det teologiske embede og den økonomiske forvaltning er tænkt sammen. Hvorfor skal det så nu overvejes at skille dem fra hinanden? En adskillelse af de to områder kan få fatale følger for folkekirken.

Dertil kommer, at debatoplægget definerer de indre anliggender meget snævert og dermed overser en af de væsentligste grunde til, at der er behov for en ny styreform med et stærkere demokratisk grundlag. Det drejer sig om de utallige udvalg og kommissioner, som ministeriet nedsætter – dette styringsudvalg medregnet. De nedsættes med ligestillings- og kirkeministeren som eneste bemyndigede til at afgøre, hvem der skal deltage.

Det har i årevis ført til, at det altid er repræsentanter fra ganske få kirkelige organisationer, der inviteres med (Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, bispekollegiet, provsteforeningen og så videre), og hvis udvalgene er tilstrækkeligt vigtige, vælger de altid deres formænd til udvalget. Det betyder, at vi har en lille håndfuld personer, der konstant repræsenterer folkekirken i udvalgsarbejder af vidtrækkende betydning for folkekirkens liv.

Her kan man tale om demokratisk underskud, så det batter. Og dog er det helt overset i debatoplægget.

Med et demokratisk valgt landskirkeråd ville folkekirken selv kunne beslutte, hvem den vil lade sig repræsentere af i diverse udvalg, som ministeriet nedsætter. Det er en mangel ved debatoplægget, at disse opgaver ikke hører med til beskrivelsen af kirkens indre anliggender.

Under ”indre anliggender” diskuteres også biskoppernes indflydelse i forhold til et landskirkeråd. Debatoplægget henviser til aftalen mellem Det mellemkirkelige Råd og biskopperne om, hvorledes sager af læremæssig betydning for kirken skal behandles. Ifølge debatoplægget går aftalen ud på, at rådet skal indhente en udtalelse fra biskopperne forud for rådets beslutning, så biskopperne på denne måde er sikret ”mulighed for på læremæssigt grundlag at udtale sig om en beslutning i det mellemkirkelige arbejde”.

Men det er forkert.

Det er ikke, hvad aftalen går ud på. Jeg er sikker, for jeg var selv med til at indgå aftalen, da jeg sad som næstformand i rådet, mens Britta Schall Holberg var formand. Aftalen står uændret fra 1998/1999 og kan i øvrigt findes på Det mellemkirkelige Råds hjemmeside (klik her for at læse). Her hedder det: ”I sager, der berører læremæssige forhold, og som Rådet vedtager at behandle, beder Rådet biskopperne om at tage stilling til det læremæssige, således at biskoppernes stillingtagen indgår som den læremæssige del af Folkekirkens mellemkirkelige Råds svar.”

Det er jo en ganske anden sag. I den mellemkirkelige aftale er biskoppernes indstilling ufravigelig, hvad angår det læremæssige. Mens debatoplægget udelukkende giver biskopperne ret til at udtale sig – inden kirkerådet i øvrigt beslutter, hvad det vil.

Men ærligt talt: Hvad skal vi med biskopper, om ikke de netop skal have det afgørende ord om kirkens læremæssige forhold? Vi har ikke brug for at relativere biskoppernes teologiske tilsyn. Et kirkeråd bør ikke kunne vælge at forholde sig anderledes til lærespørgsmål, end biskopperne indstiller.

Hvis hovedansvaret for det læremæssige ligger hos biskopperne, kommer man ud over den ulempe, debatoplægget henviser til ved at oprette et kirkeråd, ”at der er en meget markant overvægt af læge medlemmer i det organ, som får hovedansvaret for sager, der vedrører læremæssige spørgsmål.” Havde debatoplægget citeret den mellemkirkelige aftale korrekt, ville biskoppernes indflydelse på det læremæssige være intakt, og ulempen være væk.

Sluttelig et par ord om forslaget til sammensætning af et nationalt kirkeråd. Når et af formålene er at sikre øget bredde i den demokratiske indflydelse på de kirkelige beslutninger, forekommer det mig at være meget smalt med blot ét valgt lægt medlem fra hvert stift. Præcist det dobbelte forekommer mere oplagt. Så har de hinanden at sparre med – og rådet bliver stadig ikke større end, at det kan fungere.

Endvidere foreslås tre medlemmer udpeget af de frie folkekirkelige organisationer. Hvordan i alverden de kan forstås som frie, hvis de skal tage del i kirkens beslutningsprocesser, er mig en gåde. Det er oplagt, at de varetager en vigtig kirkelig opgave. Derfor må det rigtige være at tilbyde dem observatørplads.

Sluttelig forekommer det mig besynderligt, at ministeren skal udpege medlemmer til det råd, der skal fungere som ministerens og ministeriets sparringspartner. Der er jo lagt op til, at ministeren i et og alt skal være i dialog med rådet. Så forekommer det inkonsekvent, at han selv skal udpege repræsentanter til rådet.

I forvejen er der grund til at spørge, hvorfor oplægget ikke også foreslår en model 4, hvor ministeren var tvunget til at følge indstillinger fra kirkerådet. Når det i debatoplægget kan tænkes for kirkeskattens område, kan man vel også forestille sig andre områder med en tilsvarende kompetencefordeling.

Nu vil vi vente i spænding på udvalgets næste udspil, for forandring må der til, så et øget folkekirkeligt medlemsdemokrati kan blive en realitet.

 

-  o  O  o  -

      

Foranstående tekst, der den 21. oktober 2013 har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, gengives her med forfatterens tilladelse.