Kommer det os andre ved?

Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for Folkekirken har offentliggjort et længe ventet debatoplæg om kirkens opgave og identitet som evangelisk-luthersk kirke; om kirkens indre anliggender samt om Folkekirkens fælles økonomi og fælles anliggender. Selv om det altså alt sammen vedrører Folkekirken og skal debatteres i den, har det måske alligevel også interesse for andre kirker og trossamfund at læse med.

     

For det første rummer det indledende hovedafsnit en redegørelse for, hvordan Folkekirken forstås – og forstår sig selv. Mange husker måske Bertel Haarders ord fra den tid, hvor han var kirkeminister: "Vores danske folkekirkeordning er sådan, som vi gerne vil have den," sagde han, "men vi kan ikke forklare den for udlændinge …" Det fik jeg sammen med andre en ekstra anledning til at skrive under på, da Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd sidste år arrangerede en kristen-muslimsk dialogkonference dels i Beirut, dels i København. Her kom vi danske deltagere på arbejde, når vi skulle forklare den danske folkekirkeordning for muslimer fra Mellemøsten – og samtidig skulle minde dem om den udbredte holdning i Danmark, at religion og politik skal holdes adskilt …

I debatoplægget forklares Folkekirkens egenart teologisk og kirkehistorisk, herunder ud fra seks såkaldte pejlemærker:

  • Det første pejlemærke er, at der fortsat skal være et nært forhold mellem staten og folkekirken.

  • Det andet pejlemærke handler om folkekirkens tilstedeværelse overalt i landet.

  • Det tredje pejlemærke handler om præstens uafhængighed i udøvelsen af den pastorale forpligtelse.

  • Det fjerde pejlemærke handler om rummelighed og frihed, som er to karakteristiske træk ved folkekirken.

  • Det femte pejlemærke handler om folkekirkens enhed: 2.200 menigheder - én folkekirke.

  • Det sjette pejlemærke handler om demokratisk legitimitet.

Når medlemmer af andre kirker læser disse pejlemærker igennem, kan de sagtens komme ud for at nikke genkendende til noget fra deres egen baggrund, men de vil sikkert også støde på holdninger, som de ikke deler. Med den stærke placering, Folkekirken har i civilsamfundet, afspejler de seks pejlemærker imidlertid også visse grundlæggende holdninger til religion, som er udbredte i befolkningen, og som det er væsentligt også for medlemmer af andre trossamfund at kende til – ikke fordi disse udbredte holdninger per se er normsættende, men fordi de skal kendes, hvis man skal kunne forstå landskabet.

I den danske katolske kirke har vi ikke så få medlemmer med en udenlandsk baggrund. Der er mange katolikker i verden, faktisk er halvdelen af alle kristne katolikker, og både globalisering, uroligheder og forfølgelser indebærer, at et betydeligt antal har fundet et nyt hjem i Danmark. Derfor har vi også en god portion udenlandsk fødte præster, der ikke er vokset op med kendskab til de pejlemærker, som udvalget har formuleret omkring Folkekirken. Det samme gælder i forskellig grad for udenlandske forkyndere i andre trossamfund, og faktisk burde det indledende hovedafsnit i udvalgets debatoplæg derfor også være pligtlæsning for dem.

   

En anden grund til, at det er relevant også for medlemmerne af andre trossamfund end Folkekirken at interessere sig for oplægget, er, at det er præget af en fortsat statsliggørelse af kirken og dermed af noget, som de fleste frikirker ligesom Den katolske Kirke absolut ikke ønsker sig for deres vedkommende. Debatoplægget bringer så at sige læserne ind i maskinrummet for styringen af Folkekirken og gør det muligt at identificere, hvori statsliggørelsen mere præcist består og sandsynligvis vil bestå fremover – og dermed hvilke elementer andre trossamfund næppe vil ønske at få med i en eventuel gennemførelse af Grundlovens § 69 ("De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov").

     

Der kan være endnu flere grunde til at interessere sig for debatoplægget, nemlig for eksempel, at Folkekirkens ansatte faktisk varetager myndighedsopgaver i forhold til andre end kirkens egne medlemmer. Det drejer sig om civilregistrering (bortset fra i Sønderjylland), om begravelsesmyndighed og om kirkegårdsdrift.

Hvad specielt det sidste angår, kan det være vanskeligt at gennemskue de økonomiske forhold. Alle i landet har ret til at blive begravet på en lokal kirkegård, hvad enten de er medlemmer af Folkekirken eller en anden kristen kirke, eller de bekender sig til en helt anden religion – eller til slet ingen. Selvfølgelig skal der betales bidrag til kirkegårdsdriften, men på Folkekirkens kirkegårde er der sine steder betydelig og stigende forskel på, hvad der skal betales afhængigt af, om afdøde var medlem af Folkekirken eller ej. Det er der som udgangspunkt ikke noget forkert i, hvis differencen mellem taksterne dækkes af den kirkeskat, der er betalt til Folkekirken. Når Danske Kirkers Råd (hvori også Folkekirken er repræsenteret) har taget spørgsmålet op til drøftelse, er det derfor ikke udtryk for mistro eller antagelse af urent trav, men kun udtryk for et ønske om også på dette område at opnå den gennemskuelighed i de økonomiske sammenhænge, som i øvrigt påpeges som ønskelig i debatoplægget om Folkekirken.

     

Klik her for at læse udvalgets debatoplæg om styringen af Folkekirken