Krarup, statsborgerskab og muslimer

Vi bør begrænse den muslimske minoritets størrelse i Danmark, skriver folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup i et blogindlæg i Berlingske Tidende. "Det er blevet hævdet," skriver hun, "at skulle stride imod Grundloven at sige nej til at tildele indfødsret (statsborgerskab) til mennesker på baggrund af deres religion. Det er selvfølgelig forkert, eftersom der står i grundlovens § 44, at indfødsret tildeles ved lov. Dvs. at det er politikerne i folketinget, der skal stemme ja eller nej til loven. Og i den proces er en politiker som bekendt alene bundet af sin samvittighed (§ 56). Så det er op til den enkelte politikers samvittighed om vedkommende vil stemme ja eller nej til en lov om indfødsret. Det er altså helt i overensstemmelse med grundloven, hvis en politiker stemmer nej til en lov om indfødsret, fordi vedkommende frygter, at der kommer for stor en muslimsk minoritet med statsborgerskab i Danmark."

Jeg skal være den sidste til at bestride, at et folketingsmedlem skal være bundet af sin samvittighed – selv om ordet "samvittighed" modsat Marie Krarups anbringende nu ikke findes i Grundloven. Den taler derimod om ene at være bundet ved sin "overbevisning" i modsætning til at være bundet ved nogen forskrift af ens vælgere (§ 56).

Folketingsmedlemmers enebundethed ved egen overbevisning og ubundethed ved forskrift fra deres vælgere betyder imidlertid ikke, at folketinget så kan vedtage hvad som helst, når blot det er i overensstemmelse med mindst 90 medlemmers overbevisning og stemmeafgivning. Magtens tredeling mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt betyder, at Højesteret har kompetence til at underkende en vedtagen lov, hvis den efter rettens overbevisning er forfatningsstridig eller i strid med anden lovgivning – jfr. Tvindsagen i sin tid.

Derfor er det også nødvendigt at overveje, hvad der ville ske, hvis et flertal i folketinget stemte, som Marie Krarup ønsker – det vil sige under nægtelse af at give statsborgerskab til muslimer, der har lovligt ophold i landet, og som i øvrigt opfylder alle betingelser, alene med den begrundelse, at de er muslimer, og at deres antal i landet ønskes begrænset.

Selv om det kræver nok så megen fantasi at forestille sig et folketingsflertal for Marie Krarups ønske om at nægte statsborgerskab til muslimer, så kræver det ikke megen fantasi at forestille sig udfaldet, hvis en sådan sag blev indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og efterfølgende for Højesteret.

Marie Krarup skriver da også, at dét "at stemme nej til en lov om indfødsret naturligvis ikke er den bedste måde at stoppe islamisk tilvandring til Danmark på. For der er mange, der har været i landet i lang tid, og der er også folk på loven, som vi meget gerne vil give et statsborgerskab til. Det ville derfor være meget bedre at stoppe tilvandringen fra de lande, hvis kultur vi ved er vanskeligt forenelig med den danske, langt tidligere."

"Under de givne forhold," skriver hun afsluttende, "har Dansk Folkeparti kun den mulighed at stemme nej til de love, som vi mener undergraver Danmark. Loven om indfødsret, der kom til afstemning før jul, var en af dem. Det stred imod min samvittighed at sige ja, for jeg mener, at vi bør begrænse den muslimske minoritets størrelse i Danmark."

Men hvordan kan en stemmeafgivning overhovedet betragtes en mulighed, når udfaldet ville vise sig som en umulighed, hvis alle stemte sådan?

Bekymring over indvandring af muslimske medborgere deles af mange i dette land, som alligevel ikke mener, at dansk kultur styrkes og forsvares bedst af slag i luften.