Paneldebat om ytringsfrihed, ansvarlighed – og blasfemiparagraf

Erling.jpg

Ved det ordinære årsmøde i Danske Kirkers Råd, der den 25. april 2015 afholdtes i Roskilde Baptistkirke, rummede dagsordenen blandt andet en temadebat om ytringsfrihed & ansvarlighed.

Debatten startede med et indlæg af direktør Jacob Mchangama om debattøren mellem ytringsfrihed og ansvarlighed.

Han blev efterfulgt af Roskildes borgmester Joy Mogensen, der talte om politikeren mellem ytringsfrihed og ansvarlighed.

Inden den almindelige debat med salen afsluttede fhv. amtsborgmester og formand for Etisk Råd Erling Tiedemann rækken af panelindlæg ved at lægge op til svar på spørgsmålene: Har blasfemi- og racismeparagrafferne nogen som helst betydning for den almindelige borger, som ikke er særligt optaget af religion eller specielt aktiv i det offentlige rum? Og hvordan er vi som enkeltpersoner forpligtet over for vores medborgere i feltet mellem ytringsfrihed og ansvarlighed?

I det følgende bringes Erling Tiedemanns indlæg:

 

Svaret er ja.

Svaret er ja på spørgsmålet: Har blasfemi- og racismeparagrafferne nogen som helst betydning for den almindelige borger, som ikke er særlig optaget af religion eller specielt aktiv i det offentlige rum?

Jeg vil begynde her og vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi som enkeltpersoner er forpligtet over for vores medborgere i feltet mellem ytringsfrihed og ansvarlighed.

Dette andet spørgsmål har et bredere sigte end pligten til at overholde lovgivningen. Det handler mindre om juraens skal og  – og især dens må ikke. Snarere handler det om etikkens bør.

Thi ligesom man etisk set kan burde noget, man juridisk ikke skal, sådan kan man også etisk set burde lade være med noget, man juridisk gerne må.

 

Men lad mig indledningsvis præcisere, at jeg går 100 procent ind for ytringsfriheden, sådan som denne fremgår af og er reguleret i vores grundlov og øvrige danske love samt internationale konventioner. Jeg ser ingen grund til at begrænse ytringsfriheden mere, end den er i dag, eller til at opgive gældende begrænsninger. Jeg går således ind for fuld ytringsfrihed uden flere eller færre men'er end de men'er, denne frihedsrettighed er udstyret med i vores forfatning, lovgivning og konventioner.

Det gælder også straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, som jeg under hensyn til den aktuelle debat i særlig grad vil forholde mig til. Denne lovbestemmelse skal efter min opfattelse hverken strammes, slækkes eller ophæves. Og det sidste skal den ikke netop under hensyn til den betydning, som den har for den almindelige borger, der ikke er særlig optaget af religion eller specielt aktiv i det offentlige rum.

 

Men hvad handler blasfemiparagraf 140 om? Og hvorfor står den i loven?

Hvad er det, som er forbudt? Og hvorfor er det dét?

Det er jo nødvendigt at forholde sig til begge spørgsmål, før man kan tage stilling til, om det er en paragraf med en sådan betydning for den almindelige borger, at den bør bevares – eller om den ved nærmere eftersyn hellere skal slettes – måske endda af hensyn til den almindelige borger. Jeg mener – bestemmelsen skal jo helst hverken opretholdes eller slettes på grund af misforståelser om, hvad det er, der er strafbart – eller hvorfor det er dét.

 

Jeg har fulgt med i denne debat meget længe – ikke mindst efter Muhammed-tegningerne for snart 10 år siden. Jeg har ikke mindst deltaget i mange møder i sognegårde og forsamlingshuse om emnet. Det har givet mig et godt indtryk af, hvad der rører sig i befolkningen.

Og jeg må have lov at notere, at mange indlæg i debatten – herunder også i de nævnte forsamlingshuse – afslører, at en hel del mennesker tror, blasfemiparagraf 140 handler om noget andet, end den faktisk gør.

Nogle tror for eksempel, den handler om at beskytte Vorherre mod hån og spot. Altså at der er tale om en from paragraf, der stammer fra en tid, hvor religion havde en stærkere status end i vores sekulariserede nutid. Men blasfemiparagraf 140 er ikke en from paragraf af hensyn til de troende.

Det er heller ikke en konfessionsbåret paragraf. Den har ikke noget at gøre med Grundlovens § 4 om statens støtte til Folkekirken. Tænk, det har jeg faktisk engang mødt en mand, der troede!

I debatten har jeg også set det spørgsmål rejst, om religionsfriheden også omfatter et krav på statens beskyttelse mod, at nogen bruger deres ytringsfrihed til at krænke andres religiøse følelser. Altså at der så at sige skulle være tale om et særligt høreværn beregnet for religiøse mennesker. Og hvorfor skulle de have krav på sådan et høreværn, når alle mulige andre ikke har krav på en tilsvarende beskyttelse mod at måtte høre på alt muligt andet, der også kan berøre mennesker følelsesmæssigt – for eksempel nationalt eller politisk?

Rigtig mange tror tilsyneladende også, at paragraffen gør religionskritik strafbar.

Og andre har opfattet, at der også findes en blasfemiparagraf i pakistansk lovgivning, og nu tror de så, at vores danske § 140 handler om det samme. Det gør den ikke. Slet ikke.

Endelig vil jeg nævne, at blasfemiparagraffen for mange øjensynligt er overflødig, allerede fordi kun ganske få er blevet dømt efter den, og ingen bare slæbt i retten for brud på den siden 1970.

Når jeg her tager afstand fra nogle misopfattelser af paragraffen, så lad mig skynde mig at understrege, at dét ikke fra min side er ment som kritik af nogen - og slet ikke som en kritik for urent trav.

Sagen er jo, at hvad der er retstilstanden på et område, det hviler på et samspil mellem selve lovbestemmelsen og så den retspraksis, som domstolene etablerer.

Eller spurgt med andre ord: Hvilke domme er der faldet i forhold til anmeldelser eller anklager om overtrædelse af blasfemiparagraf 140 – domme, der kan kaste lys over, hvad bestemmelsen forbyder eller tillader?

Her kommer vi imidlertid hurtigt på Herrens mark, da der gennem de seneste 100 år ikke er faldet mere end ganske få domme, som kunne hjælpe os til at erkende blasfemiparagraffens rækkevidde.

Yderligere er kompetencen til at rejse anklage centraliseret hos rigsadvokaten. Det er altså ikke overladt til enhver politiassessor i Udkantdanmark at rejse en sådan sag. Det er sikkert også meget godt.

Men det har jo så også den konsekvens, at der er faldet færre domme – om overhovedet nogen – som vi kan hente vejledning i.

Det kan føre til, at debatten så at sige bliver konklusionsresistent, og faktisk har der meget længe været en fortsat debat for og imod blasfemiparagraffen – i hvert fald siden 1930'erne og måske endda før.

 

I januar 2011 besluttede daværende justitsminister Lars Barfoed så at bede Straffelovrådet om en belysning af sagen.

Straffelovrådet er ikke en domstol, men det er en meget kompetent forsamling af otte højtstående jurister, der efter Justitsministeriets anmodning skal afgive indstilling om blandt andet strafferetlige lovgivningsspørgsmål og om den praktiske gennemførelse af kriminalpolitiske foranstaltninger.

Straffelovrådets medlemmer er præsidenten for Østre Landsret, der er formand, politidirektøren i Nordjylland, rigsadvokaten, en højesteretsdommer, en juridisk professor, en advokat, direktøren for Kriminalforsorgen samt afdelingschefen i justitsministeriets såkaldte Politi- og Strafferetsafdeling.

Alle sammen folk med stor faglig vægt udi det juridiske.

De har nu afleveret deres redegørelse. Regeringen har forholdt sig til den, og alle, som sætter tid af til at læse den, kan finde lys og hjælp, hvis de for deres vedkommende ønsker at tage stilling til de to nævnte spørgsmål – nemlig hvad blasfemiparagraffen forbyder, og hvorfor vi har den.

Ikke mindst har rådet søgt at vende hver sten og få gjort op med nogle af misforståelser med hensyn til paragraffens indhold.

For eksempel den misforståelse, at bestemmelsen skulle forbyde religionskritik.

Hvis det havde været tilfældet, ville mange mennesker med en vestlig, demokratisk opfattelse, herunder jeg selv, utvivlsomt have fundet det meget forkert og ønsket paragraffen ophævet.

Religionskritik er jo et uundværligt element i enhver sund religiøsitet – også under en kristen synsvinkel.

Forbyder blasfemiparagraf 140 så religionskritik? Nej, svarer Straffelovrådet, for selv om straffelovens § 140 fortsat kriminaliserer en række handlinger, der har karakter af grovere former for spot eller forhånelse, så udgør bestemmelsen ikke en hindring for religionskritik.

Og dét gælder også i forhold selv til skarpt formuleret religionskritik, herunder kritik af, at religion misbruges som begrundelse for at undertrykke eller begå overgreb mod andre mennesker.

Et andet sted gentager rådet, at bestemmelsen ikke hindrer religionskritik, herunder i form af satire, men alene begrænser ytringsfriheden ved at kriminalisere de groveste former for offentlige forhånelser og latterliggørelser af en religion.

Heller ikke den ofte hørte begrundelse for at ønske paragraffen ophævet, nemlig at den alligevel ikke bruges, finder støtte i Straffelovrådets redegørelse, thi – skriver rådet:

Det forhold, at der ikke siden 1970‟erne har været rejst tiltale for blasfemi, ikke er noget godt argument for at ophæve bestemmelsen. Den manglende brug gennem mange år udelukker ikke, skriver rådet, at bestemmelsen har haft en adfærdsregulerende virkning og kan være et nyttigt instrument i en mulig fremtidig særligt alvorlig situation.

Læg mærke til de sidste ord, nemlig at bestemmelsen "kan være / et nyttigt instrument / i en mulig fremtidig / særligt alvorlig / situation".

Jeg vil vende tilbage til denne formulering, men jeg bruger den her blot som stikord til at gå videre til det andet af de to spørgsmål, jeg rejste.

Det første var: Hvad er det, som er forbudt? Og det andet var: Hvorfor er det så dét, nemlig forbudt?

Hvad dette sidste angår, tager rådet blandt andet udgangspunkt i, hvor i straffeloven blasfemiparagraffen er placeret.

Straffeloven er jo en voldsomt omfattende lov. Der er langt over 300 paragraffer, og nogle gange har man genbrugt samme nummer, men tilføjet et bogstav, når man skulle have plads til nye bestemmelser, som helst skulle stå sammen med andre bestemmelser, fordi de har samme sigte.

For at få struktur på det hele har man så inddelt loven i kapitler, og vores blasfemiparagraf 140 står i kapitel 15, der har overskriften "Forbrydelser mod den offentlige orden og fred".

I kapitel 15 finder man for eksempel forbud mod at fremkalde opløb med dét forsæt at øve eller true med vold. Eller man finder forbud mod aftalt deltagelse i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden. Eller forbud mod offentlig tilskyndelse til forbrydelser. Eller forbud mod offentligt og udtrykkeligt at billige terrorhandlinger og lignende.

Også den person kan straffes, som ved larm eller uorden forstyrrer offentlig samling af Folketinget, eller som forstyrrer en gudstjeneste eller anden offentlig kirkelig handling, eller som på usømmelig måde forstyrrer ligfærd, krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig.

Det er også her i kapitel 15, man finder § 139, stk. 2, hvorefter den straffes, som gør sig skyldig i usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug.

Hvor forskellige de end er, så handler alle disse straffebestemmelser om noget af det samme – nemlig om handlinger, der erfaringsmæssigt vil kunne ophidse mennesker og give stødet til alvorlige brud på den offentlige orden og fred.

Og det er netop placeringen af blasfemiparagraffen i kapitel 15, som er med til at give svar på spørgsmålet om, hvorfor vi har denne paragraf.

Vi har den i den sidste ende af hensyn til den offentlige orden og samfundsfreden.

Eller som Straffelovrådet skriver: Begrænsningen til spot og forhånelse, der sker offentligt, indikerer sammen med bestemmelsens placering i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige fred og orden, at straffelovens § 140 også tjener dét videregående formål at beskytte mod den forstyrrelse i form af strafbare trusler, vold, hærværk mv., som offentlig spot eller forhånelse af troslærdomme og gudsdyrkelse eventuelt kunne forårsage.

Efter nogles opfattelse er dette selve hovedformålet med straffelovens § 140, skriver rådet, og formanden, landsretspræsident Bent Carlsen uddyber det i en artikel i Kristeligt Dagblad med ordene: Derfor er det også hensynet til den offentlige ro og orden, og ikke beskyttelsen af religiøse følelser i sig selv, som er det afgørende argument for at bevare paragraffen.

Men det er i bund og grund ikke anderledes end de andre beskyttelseshensyn, som også sætter begrænsninger for, hvad vi kan sige i det offentlige rum, påpeger han. I princippet kunne staten jo være ligeglad med den enkelte borgers ære, siger Bent Carlsen videre, men når vi alligevel straffer ærekrænkelser og visse former for trusler, så er det jo også for at undgå uro og selvtægt med videre.

Der er meget vide rammer for, hvad man kan sige og gøre her i landet. Men de allergroveste tilfælde kriminaliseres simpelthen, fordi samfundet skal kunne hænge sammen, slutter dette citat af præsidenten for Østre Landsret.

Jamen, spørger nogen måske: Er der da så meget at være bange for og derfor at forebygge? Vil den offentlige orden og fred, også kaldet samfundsfreden, da blive truet, hvis blasfemiparagraffen ophæves? Er den trussel, det i så fald drejer sig om, så stor, så alvorlig og så realistisk, at den kan betinge opretholdelsen af en notorisk indskrænkning af ytringsfriheden?

I Muhammed-tegningernes fædreland burde spørgsmålet måske besvare sig selv.

Men Straffelovrådet anskueliggør også, hvorfor blasfemiparagraffen – som allerede citeret – kan vise sig "at være / et nyttigt instrument / i en mulig fremtidig / særligt alvorlig / situation".

Efter at have gennemgået en række mulige scenarier og påpeget såvel fordele som ulemper ved en eventuel ophævelse af blasfemiparagraffen – og der er rigeligt af begge dele – så konstaterer Straffelovrådet nemlig, at hvis straffelovens § 140 ophæves, så vil der kunne forekomme offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor, hvis afbrændingen ikke umiddelbart fører til forstyrrelse af den offentlige orden, men f.eks. har den (forventelige) virkning, at en gruppe af personer på et senere tidspunkt – eventuelt flere dage senere – som en form for hævn eller voldelig protest – foranstalter uroligheder.

Afhængig af de nærmere omstændigheder, skriver Straffelovrådet, vil sådanne offentlige afbrændinger af Bibelen eller Koranen (eller urinering på dem) kunne give anledning til stærke reaktioner – herunder eventuelt voldelige reaktioner – både her i landet og i udlandet.

Blasfemiparagraffens betydning for den almindelige borger, som ikke er særlig optaget af religion eller specielt aktiv i det offentlige rum, er derfor, at bestemmelsen yder et afgørende bidrag til at beskytte ham og hans familie mod voldelige handlinger eller anden skade.

Paragraffen skal forebygge, at radikaliserede elementer kan føle deres ekstremisme legitimeret af grov hån og spot.

Den almindelige borger skal kunne rejse frit og trygt rundt i verden, uden frygt for at vise sit danske pas frem, og uden at være blevet til en skydeskive, blot fordi vedkommende er fra Danmark.

Den almindelige borger skal heller ikke udsættes for den nærliggende risiko for at miste sin arbejdsplads, blot fordi nogle trykkefrihedsfanatikere åbenbart mener, at man kun kan leve og ånde frit, hvis man kan få lov til at afbrænde Koranen eller tisse på den.

Uden for Danmark, noterer Straffelovrådet, hvor baggrunden for en ophævelse af straffelovens § 140 vil kunne blive forenklet og eventuelt også bevidst fordrejet, vil der kunne være risiko for, at politiske eller religiøse ledere vil kunne udbrede en opfattelse om en ophævelse af straffelovens § 140 som et religionsfjendtligt signal – og i værste fald som et fjendtligt signal ikke alene mod religion generelt, men i særlig grad mod bestemte religioner.

Og Straffelovrådet konkluderer: Med hensyn til fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af straffelovens § 140 […] kan der – afhængig af, hvordan man vægter hensyn til ytringsfrihed, beskyttelse mod krænkelse af følelser, mulighed for at opretholde samfundsmæssig ro og statens forhold til fremmede magter, og [afhængig af] hvordan man ser på demokrati, religion og mindretalsbeskyttelse – [afhængig af alt det kan der] anføres en række fordele og ulemper ved at ophæve straffelovens § 140.

En stillingtagen til, om straffelovens § 140 bør ophæves, vil bero på en samlet vurdering af de forskelligartede hensyn, der gør sig gældende, slutter rådet sin udtalelse og overlader dermed korrekt til regering, folketing og befolkningen at drage deres egne politiske konklusioner.

 

Lad mig slutte med at sammenfatte min personlige vurdering af disse forskelligartede hensyn i en såkaldt bouillonterning, hvor det hele er kogt ned til noget mere kortfattet:

 

Svaret er nej.

Svaret er nej på spørgsmålet, om vi skal ophæve blasfemiparagraffen.

Sigtet med den er i den sidste ende ikke at tage hensyn til religiøse menneskers følelser, men at sikre den offentlige orden og fred i ganske almindelige borgeres interesse.

Afbrænding af Koranen er en ytring, som i nutidens globaliserede verden med stor sikkerhed vil føre til angreb på den offentlige orden og fred. Det signal, som en ophævelse af paragraffen vil sende, vil kalde på svagere sjæle med masser af tændstikker og urin eller på andre svagere og radikaliserede sjæle på jagt efter berømmelse og en martyrrolle, og de vil kunne udsætte uskyldige mennesker for fatale overgreb og tab.

Regeringen har derfor gjort rigtigt i at opgive en ellers påtænkt ophævelse af blasfemiparagraf 140 og har dermed undladt at sende et i situationen og nutiden helt forkert signal.

 

Dernæst endelig til spørgsmålet om, hvordan vi som enkeltpersoner er forpligtet over for vores medborgere i feltet mellem ytringsfrihed og ansvarlighed.

Det opfatter jeg ikke som et spørgsmål om en juridisk, men om en etisk forpligtethed.

Kan der altså tænkes noget, som man i forhold til lovgivningen har sin fulde ret til at ytre ustraffet, men som man desuagtet erkender, at man ikke bør sige?

Dermed er vi lynhurtigt inde på det forkætrede begreb selvcensur.

Selvcensur er imidlertid noget, som ethvert voksent menneske, der ikke har psykotiske eller psykopatiske træk, hver eneste dag foretager på løbende bånd – og i hvert fald ved enhver, der er gift, hvad selvcensur handler om, nemlig om at moderere sine ytringer på en sådan måde, at man kan aflevere et fair og relevant budskab i en form, der ikke risikerer at ødelægge et større gode, nemlig ens ægteskab og familie.

Selvcensur handler om frivilligt at afstå fra ytringer, som nok er lovlige, men også tovlige.

Herunder for eksempel chikane og mobning af mindretal.

Første led i forsvaret for ytringsfriheden er måske at lade være at misbruge den? Og i stedet indse, at hån, spot og latterliggørelse ydmyger, at ydmygelser radikaliserer, og at hvis man vil undgå radikalisering, så skal man holde igen med latterliggørelse og ydmygelser.

Uden passende selvcensur vil vi få et uciviliseret samfund. Og vi vil risikere at bidrage til at mobilisere netop dem, hvis terror vi frygter.

Velkommen til virkeligheden, kunne man således af og til have lyst til at sige ...

Tak for ordet!

 

Klik her for at læse Straffelovrådets redegørelse

Klik her for at se alle høringssvar