Pave Frans om de rige, de fattige og et etisk ansvarligt finanssystem

Pengene skal tjene og ikke herske, skriver pave Frans og fortsætter: Paven elsker alle, rige som fattige, men det er hans pligt i Kristi navn at minde om, at de rige skal hjælpe de fattige, respektere dem og bedre deres vilkår. Jeg opfordrer jer til en uegennyttig solidaritet og til, at økonomisk politik og finanssystem vender tilbage til en etik, der tilgodeser mennesket.

Teksten er hentet fra en større samlet redegørelse, en såkaldt apostolsk skrivelse, som – hedder det i oversætternes forord til den danske udgave: "straks vakte opmærksomhed ved sin fremkomst i november 2013 og ikke kun i kirkelige kredse – den er blevet en bestseller i flere lande. Den er anderledes end dét, man plejer at høre fra Rom – ikke i grundtankerne, for de kommer fra Evangeliet og er også sagt før i andre dokumenter fra tidligere paver – men i sit uhøjtidelige og insisterende hverdagssprog og sine ofte provokerende udtalelser uden hensyntagen til hellige køer; i synet på den missionale kirke i de moderne samfund og kulturer ("det religiøse liv kan ikke forvises til privatsfæren"); i sin dybe og konkrete kærlighed til alle mennesker og samtidig i de radikale konsekvenser, der drages af Evangeliets forkyndelse – også på det sociale område. Og pave Frans taler fra et andet sted end mere eurocentriske dokumenter. Han er et menneske fra et andet kontinent, der synes intuitivt at favne en hel verden."

Det er hverken en paves opgave eller anliggende at skrive et politisk program, men – som allerede citeret – er det hans pligt at minde om, at de rige skal hjælpe de fattige, respektere dem og bedre deres vilkår. Og det uddyber pave Frans ikke mindst i afsnit 53–58 under overskriften "Nej til et økonomisk system, der fører til social udelukkelse":

53. På samme måde, som buddet om "ikke at slå ihjel" sætter en tydelig grænse, der sikrer menneskelivets værd – så bør vi i dag sige "nej til et økonomisk system, der fører til social udelukkelse og social ulighed". Et sådant økonomisk system slår ihjel. Det kan ikke være rigtigt, at et gammelt hjemløst menneske, der lever på gaden, dør af kulde, uden at det finder vej til en avisoverskrift – mens det slås op som en nyhed, når aktieindekset falder med to procent. Det er dette, den sociale udelukkelse betyder. Det kan ikke længere tolereres, at man smider mad væk, når der er mennesker, der sulter: det er social ulighed. I dag handler alt om konkurrenceevnen og om loven om den stærkeres ret, hvor den, der har magt, opæder den svagere. Følgen af denne situation er, at store dele af befolkningerne oplever at være udelukkede og marginaliserede – uden arbejde, uden fremtidsperspektiv, uden veje ud af denne situation. Man ser på mennesket selv som et forbrugsgode, som man kan bruge og smide væk bagefter. Vi har søsat smid-væk-kulturen, som vi endda bekender os mere og mere til. Det drejer sig ikke længere bare om det fænomen, der hedder udnyttelse og undertrykkelse, men om noget nyt. Med den sociale udelukkelse rører vi ved selve roden til tilhørsforholdet til det samfund, man lever i; man befinder sig ikke længere "i bunden" eller "i periferien" eller er uden magt – man er udenfor. De socialt udelukkede er ikke "de udnyttede", men affald, der er smidt ud, "til overs".

54. I denne sammenhæng er der stadig nogen, der forsvarer teorierne om "positiv afsmitning", som går ud på, at al økonomisk vækst, som markedsøkonomien favoriserer, i sig selv vil føre til større lighed og social inklusion i verden. Denne opfattelse, som aldrig er blevet verificeret af nogen kendsgerning, er udtryk for en firkantet og naiv tillid til godheden hos dem, der har den økonomiske magt i hænde, og til det herskende økonomiske systems urørlige mekanismer. Alt imens venter de udelukkede stadig. For at kunne opretholde en livsstil, der udelukker de andre – eller for at kunne blive ved med at være lige begejstrede for dette egoistiske ideal, har vi udviklet en globaliseret ligegyldighed. Næsten uden at vi gør os det klart, bliver vi ude af stand til at have medfølelse med andres skrig af smerte og lidelse; vi græder ikke længere over andres tragedie, det interesserer os ikke at vise dem opmærksomhed – som om det alt sammen var noget uvedkommende, noget vi ikke har ansvar for. Wellness–kulturen bedøver os, og vi kommer helt ud af fatning, hvis markedet tilbyder os noget, som vi endnu ikke har købt – alt imens alle disse liv, der ikke blev til dét, de skulle, fordi de ingen muligheder fik, passerer revy for vores øjne, uden at det på nogen måde generer os.

Nej til at gøre penge til den nye afgud

55. En af årsagerne til denne situation er at finde i det forhold, som vi har etableret til penge, idet vi helt uproblematisk accepterer pengenes herredømme over os og vores samfund. Den aktuelle finanskrise har fået os til at glemme, at der i dens oprindelse ligger en dyb krise, hvad angår menneskesynet: vi benægter menneskets forrang. Vi har skabt nye idoler. Tilbedelsen af guldkalven (jf. 2 Mos 32,1-35) har fundet en ny og ubarmhjertig udgave: penge er blevet til en kultgenstand og økonomien til et diktatur, der er uden ansigt, og som ikke har noget virkeligt menneskeligt formål. Den verdensomspændende krise, som har grebet finansverdenen og økonomien, er et tydeligt bevis på den ubalance, der hersker på disse områder, og frem for alt på, at der her alvorligt savnes retningslinjer fra et menneskesyn; mennesket reduceres til et enkelt af sine behov, nemlig at forbruge.

56. Samtidig med, at et lille antal menneskers indtjening vokser eksponentielt, befinder det store flertal sig stadig længere væk fra denne heldige minoritets gode liv. Denne ubalance er en følge af ideologier, som forsvarer markedets og den økonomiske spekulations absolutte autonomi. De afviser følgelig statens ret til kontrol – en ret, der følger af statens pligt til at beskytte almenvellet. Et nyt usynligt og af og til virtuelt tyranni etablerer sig, som ensidigt og ubønhørligt påtvinger sine love og regler. Ydermere indskrænker gæld og rentebyrde landenes økonomiske handlemuligheder og den reelle købekraft hos deres borgere. Oven i alt dette kommer en vidt forgrenet korruption og en egoistisk skatteflugt, som har fået et verdensomspændende omfang. Trangen til at have magt og til at besidde kender ingen grænser. I dette system, som søger at opæde alt for at få profitten til at vokse, er alt, hvad der er skrøbeligt som for eksempel miljøet, forsvarsløst overfor det guddommeliggjorte markeds interesser, der ophøjes til at gælde som absolut lov.

Nej til en økonomi, som hersker i stedet for at tjene

57. Bag denne adfærd gemmer sig et nej til etik og et nej til Gud. Sædvanligvis ser man på etikken med en vis hånlig foragt. Man finder den kontraproduktiv, alt for menneskeorienteret, fordi den relativerer penge og magt. Man ser etikken som en trussel, fordi den fordømmer manipulation med og nedværdigelse af den menneskelige person. I sidste ende viser etikken hen til en Gud, som venter et svar, som vil kræve noget af os, der ikke kan passes ind i markedets kategorier. Når disse kategorier sættes som absolutte, så er Gud for dem den ukontrollerbare, den som ikke kan manipuleres, for ikke at sige den farlige, fordi han kalder mennesket til fuld selvrealisering og til ikke at blive slaver af noget som helst. Etikken – en etik, der ikke er gjort til ideologi – gør det muligt at skabe en social ligevægt og en social orden, som er mere menneskelig. I denne forstand tilskynder jeg finanseksperterne og regeringerne i de forskellige lande til at tænke over ordene fra en viis mand i antikken: "Ikke at lade de fattige få del i deres egne goder, det er det samme som at stjæle goderne og berøve de fattige livet. Det er ikke vores goder, som vi tilbageholder, men deres". (Johannes Chrysostomos, De Lazaro Concio, II, 6: PG 48, 992 D)

58. En reform af økonomien, som ikke lader hånt om etikken, ville kræve en voldsom holdningsændring hos de politiske ledere; jeg opfordrer dem til at møde denne udfordring med beslutsomhed og med klarsyn – uden at de, selvfølgelig, skal se bort fra det specifikke i de konkrete sammenhænge. Pengene skal tjene og ikke herske! Paven elsker alle, rige som fattige, men det er hans pligt i Kristi navn at minde om, at de rige skal hjælpe de fattige, respektere dem og bedre deres vilkår. Jeg opfordrer jer til en uegennyttig solidaritet og til, at økonomisk politik og finanssystem vender tilbage til en etik, der tilgodeser mennesket. 

 

Klik her for at læse hele skrivelsen i dansk oversættelse