Religion & Politik – hvorfor?

Der har altid været talt om religion, og der er altid blevet snakket om politik, men gennem det seneste par årtier er begrebsparret religion & politik blevet debatteret med stigende intensitet.

Der flere grunde til det.

Til Danmark er i løbet af et par generationer kommet et betydeligt antal indvandrere med en religion, nemlig Islam, der tidligere var så godt som ukendt i landet.

11. september og krisen omkring Muhammed-tegningerne har – uden sammenligning i øvrigt – fået mange politikere på banen, som i stigende grad har forholdt sig politisk til religion – og ikke kun til Islam.

Eksempelvis advarede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen mod, at der kunne komme for meget religion i det offentlige rum. Paradoksalt nok førte Fogh Rasmussens politiske advarsel ikke til, at der kom mindre religion i det offentlige rum, tydeligvis snarere tværtimod.

Men det er ikke kun Islam og de muslimske indvandrere, som har udløst debat om religion og politik.

Også omkring Den danske Folkekirke foregår der i dag en diskussion om forholdet mellem religion og politik. Stat og kirke bør adskilles, kræver nogle, mens andre netop vil holde stat og kirke sammen. Atter andre vil gerne bevare et stærkt bånd mellem stat og folkekirke, men på en måde, der giver kirken langt større frihed i forhold til staten.

Blandt de mindre trossamfund i landet har især Den katolske Kirke taget til orde med ønske om en højere grad af religionslighed – noget, der igen påkalder sig politisk stillingtagen i og med, at en afsvækkelse af den herskende ulighed forudsætter ny lovgivning (men dog ikke nogen ændring af grundloven).

I Norge har det såkaldte Tros- og livssynspolitisk utvalg siden juni 2010 arbejdet med 

  • "å foreta en gjennomgang av statens tros- og livssynspolitikk og fremme forslag som kan bidra til å skape en mer helhetlig politikk på feltet. I dette arbeidet skulle utvalget ta som utgangspunkt at statens fremste oppgave i tros- og livssynspolitikken er å sikre og beskytte tros- og livssynsfriheten, slik denne er forankret i internasjonale konvensjoner og nasjonal rett. Utvalget skulle også legge til grunn at staten fortsatt skal føre en aktivt støttende tros- og livssynspolitikk, innenfor rammene av sentrale prinsipper i det norske samfunnet som demokrati, rettsstat og menneskerettighetene".

I forgårs har det norske udvalg fremlagt sin betænkning og sit forslag til en helhedsorienteret tros- og livssynspolitik, som utvivlsomt også vil give anledning til både overvejelse og debat i Danmark – udover selvfølgelig i Norge.

I Danmark har ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen også bidraget til at bringe debatten om religion og politik op i gear; dels har han fået tilslutning i Folketinget til en lovgivning, der ikke kun giver Folkekirken adgang til at ægtevie personer af samme køn, men som forpligter kirken til at tilbyde det; dels har han igangsat et udvalgsarbejde om Folkekirkens styrelsesordning og mere uformelt nedsat en tænketank, der skal komme med idéer og forslag til andre måder, den lokale kirke kan fungere på – altsammen noget, der igen tenderer i retning af ændret religionslovgivning.

Sammenfattende kan det således siges, at vi i Danmark i dag bekæftiger os politisk med religion i en grad, som tidligere var langt fra almindelig, og som tillige må medføre en mere principiel drøftelse af forholdet mellem stat, civilsamfund og privatsfære.

Det er den heraf følgende dialog og meningudveksling, som denne blog vil beskæftige sig med: Samspil og modspil i det 21. århundrede mellem religion og politik, nationalt såvel som internationalt.

Erling Tiedemann