Religionslighed og lighed for loven

I går aftes var jeg sammen med en god ven i biografen for at se filmen om Abraham Lincoln. Filmen er i høj grad koncentreret om den politiske proces, der i 1865 endte med godkendelsen af et forfatningstillæg om slaveriets ophævelse.

Under den voldsomme debat i Repræsentanternes Hus blev Thaddeus Stevens, en af forkæmperne for tillægget, afkrævet svar på, om han da gik ind for racelighed – et særdeles følsomt spørgsmål på den tid, hvor der var megen frygt for, hvad en anerkendelse af racelighed kunne indebære. Han undgik at tage stilling til racelighed, men blev i stedet ved at gentage, at han gik ind for, at alle mennesker skulle være lige for loven.

   

Jeg bed mærke i denne formulering i filmen, fordi den mindede mig om, hvordan nogle i øvrigt prægtige mennesker på et møde for nyligt havde udtalt sig kritisk over for begrebet religionslighed.

Hvis jeg forstod dem rigtigt, frygtede de, at øget religionslighed i Danmark ville indebære indførelse af islamisk sharia-lovgiving her i landet. Jeg deler ikke denne frygt, men da jeg respekterer de mennesker, der giver udtryk for den, vil jeg gerne prøve at bidrage til en afklaring.

Det gentages ofte, at vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed – og nogle gentager det så ofte, at de øjensynligt ender med at tro, at gentagelsen i sig selv udgør en tilstrækkelig argumentation. Rent faktuelt er det imidlertid ubestrideligt, at vi ikke har religionslighed, og lad mig give to nærliggende eksempler på det.

1. Grundloven tilkendte den evangelisk-lutherske flertalskirke en ret til statslig støtte, som loven ikke samtidig forpligtede staten til at yde til andre trossamfund.

2. At Folkekirken 164 år efter den frie forfatning stadig ikke har fået det selvstyre, som grundloven egentlig forudsætter, betyder på den anden side, at Folkekirken ikke har samme frihed til at bestemme i eget hus som de andre trossamfund, der findes i landet og nævnes i loven, jf. §§ 66 og 69.

Sidstnævnte eksempel på manglende religionslighed er der nu taget skridt til at behandle, og alle med interesse for forholdet mellem religion og politik ser frem til, at det arbejdsudvalg, som ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen har nedsat, i løbet af første halvår vil barsle med et oplæg til debat om emnet.

For mange kan den manglende religionslighed imidlertid ikke længere legitimeres med henvisning til historiske omstændigheder, som tiden og udviklingen er løbet fra. Derfor taler flere og flere nu om, at der også må ses på, hvordan uligheden mellem trossamfundene kan mindskes og religionsligheden øges, uden at det skal føre til ringere vilkår for Folkekirken.

Man skal kort sagt ikke tage fra den ene og give til den anden, siges det, men begynde at give til de sidste, hvad man for længst har givet til den første – alt naturligvis under respekt af de juridiske rammer, som Grundloven afstikker.

   

Kristendommen i Danmark vil ikke være truet af en sådan udvikling – men det er jo ikke det samme som, at kristendommen ikke godt kan være truet med at blive svækket på anden vis. Den trussel kommer imidlertid ikke udefra, men i givet fald fra os selv.

Her i 200 året for Søren Kierkegaards fødsel kan der således være grund til at nævne hans stærke forsvar for en kristentro, der ikke er blevet reduceret til blot og bart at være en kulturarv. Overses må det jo ikke, at kristendommens stilling i Danmark først og fremmest beror på, hvad den betyder for de kristne – og det kan de jo blandt andet vise ved i praksis at bekende sig til, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor skal være lige for loven.