Retfærdig fredsskabelse: Det nye paradigme for krigs og freds etik

Jeg er taknemmelig og beæret over, at I har inviteret mig til at tale om Retfærdig Fredsskabelse. Min Stassen familie kan spore sit familie stamtræ tilbage til Oldenburg i det tidlige 1700 tal, da det var en del af Danmark. Efter at Bismarck havde annekteret Slesvig- Holstein til Tyskland  i slutningen af det 19. århundrede, emigrerede mine bedsteforældre til Minnesota, hvor der er flere skandinavere og lutheranere end noget andet sted i USA. At blive budt velkommen i Danmark er som at komme hjem for mig! Tusind tak for det.

Lige siden fejringen i 1983 af Martin Luthers fødsel for 500 år siden ( som jeg fejrede i det tidligere Østtyskland) har lutherske forskere sagt, at vi har brug for at korrigere to-regimente læren og den deraf følgende splittelse i den lutherske kirke. To regimente splittelsen begrænser Jesu lære til det indre kirkeliv. Det taler om en verdslig etik for området for offentlig etik, som mangler korrektion fra Jesu herredømme.

Kristne har brug for at udvikle en offentlig etik som kan støttes af mennesker uanset deres tro. Men ikke enhver offentlig etik er acceptabel. Nogle steder er den offentlige etik nationalistisk, militaristisk, racistisk eller drevet af grådighed. Det var derfor, mine bedsteforældre forlod Bismarcks Tyskland og tog til Minnesota i deres søgen efter en offentlig etik for menneskerettigheder. Den verdslige etik i det 3. Rige forårsagede ufattelig skade.  Vi har brug for kriterier fra Jesus for at kunne skelne mellem, hvor den offentlige etik er nyttig, og hvor den leder os på vildspor. Det er nødvendigt, at Jesus er Herre over hele vort liv på alle områder. Dietrich Bonhoeffer er vort trofaste vidne.

Vi har brug for et nyt paradigme for etikken for retfærdig fredsskabelse
I århundreder har vi haft to slags offentlig etik for krig og fred – pacifismen og den retfærdige krigs teorier. Disse to etiske paradigmer beskriver, om deltagelse i krig kan retfærdiggøres. Det er en vigtig debat.

Men vi har savnet et paradigme, som kan vejlede os om effektive initiativer, der kan forhindre krig. Det er ikke nok at debattere, om krig er OK. Vi er også nødt til at samle opmærksomheden på de praktiske tiltag, som kan arbejde for fred.. Jesus græd ikke over Jerusalem, fordi de ikke vidste om krig var retfærdig; han græd over Jerusalem, fordi de ikke kendte til praktiske tiltag, som kan arbejde for fred. (Luk. 19:41-43)

Det nye retfærdige fredsskabende paradigme med de 10 tiltag for retfærdig fredsskabelse er en offentlig etik, som en pluralistisk kultur kan støtte bredt op om.

Den er baseret på beviser fra den historiske og politiske videnskab  som skildrer, hvilke praktiske tiltage der faktisk virker for at forhindre krig. Derfor kan de ti praktiske tiltag støttes af personer fra forskellige religioner eller folk uden religion.

I  bogen Just Peacemaking: The New Paradigm for the Ethics of Peace and War (1) begrænser de 30 forfattere deres diskussion af en særlig kristen teologisk baggrund sig til det indledende kapitel. Vi ønsker at gøre det klart, at de ti praktiske tiltag for retfærdig fredsskabelse kan støttes af ikke kristne, fordi disse tiltag faktisk virker for at forhindre krig.

Men vi tror, at det nye retfærdige fredsskabelses paradigme passer ind i Jesu lære. Det forsøger at være trofast overfor Jesu måde at leve på. Det er det, jeg ønsker at pege på i dag.

Jesus’ transformerende initiativer og initiativer til retfærdig fredsskabelse.
Som barn var jeg dybt bevæget, da jeg hørte, at min far var blevet dræbt i 2. verdenskrig. Min mor og jeg græd  og var utrøstelige på samme måde, som andre familiemedlemmer har grædt over tabet af deres elskede i alt for mange krige. Men for os var det en tidsbegrænset sorg: vi erfarede senere, at min far havde overlevet at blive sænket  af en ubåd.

Min far var kæmpede i den amerikanske flåde mod Japan,  så skønt jeg kun var et barn, gjorde det et stort indtryk på mig, da amerikanerne smed to atombomber ud over Hiroshima og Nagasaki. Borgerne i de to byer blev pludseligt forbrændt – eller døde af de senere eftervirkninger fra de radioaktiver strålinger. Som barn forestillede jeg mig at atomvåben ville blive udbredte over hele verden og ville true med at dræbe os alle. Jeg forestillede mig en svampesky som dækkede hele verden. Jeg spurgte hvad der kunne styre disse atombomber og forhindre en pludselig og voldsom katastrofe  à la Hiroshima og Nagasaki, der ville dræbe det meste af jordens befolkning?

Min far kom omsider hjem fra krigen. Han fortalte mig: ’Glen, krig er så forfærdelig, at vi må gøre alt, hvad vi kan for at forhindre den 3. verdenskrig og atombomber igen.’

Jeg studerede og begyndte som atomfysiker, men skiftede til teologisk etiker og arbejdede med at udvikle den nye etik for retfærdig fredsskabelse, og fokusrede på de tiltag, som faktisk forhindrer krige.

Det nye paradigme for retfærdig fredsskabelse vokser stadig (2) Hovedbogen Just Peacemaking er allerede nu i sit 3. oplag, og andre bøger om retfærdig  fredsskabelse er under udgivelse. I sin Nobels Fredspristale støttede Præsident Obama op om  alle ti praktiske tiltag for retfærdig fredsskabelse,  en efter en. (3)  Nu har jødiske og muslimske forskere også sluttet sig til  dem og støtter op om de samme ti tiltag for retfærdig fredsskabelse, i Interfaith Just Peacemaking (4).

De jødiske og muslimske forskere sagde, ’Vi er alle tekst-baserede religioner, og vi bør basere dem helt klart i vore tekster.’ Og det er netop hvad Interfaith Just Peacemaking gør. Derfor bliver retfærdig fredsskabelse netop en offentlig etik, baseret på data fra den politiske videnskab, som ikke kristne støtter op om, men den bliver også vurderet på baggrund af læren fra vore egne tekster, herunder Jesu lære.

     

Martin Luther King og Charles Osgood :

Ikke-voldelig direkte handling og selvstændige intiatiiver
I 1955 oplevede Martin Luther King en livsforandrende, ja faktisk en verdensforandrende syntese af sin egen afrikansk-amerikanske baptistiske understregning af Jesu lære om kærlighed og ikke-vold ved at bruge de ikke-voldelige direkte handlingsstrategier, som Gandhi havde stået for. Da King så, hvordan denne direkte handling gav folk kræfter til at kæmpe for lige adgang til det offentlige transport system i Montgomery i Alabama, hvordan Jesu lære, plus Gandhis strategi plus hans egen erfaringsbaserede  aktiviteter stødte sammen i ham som med et lynnedslag. Kærlighed set som bare at give efter for racistisk undertrykkelse ville ikke løse problemet med racisme. Men kærlighed som ikke-voldelig direkte handling kunne.(5)

Syv år senere udgav Charles Osgood sin bog  An Alternative to War or Surrender (6). Han påviste, hvordan atomkapløbet ikke løste problemerne. I stedet forværrede det faren(7). Ej heller kunne unilateral nedrustning løse problemerne.

I stedet var der brug for en strategi for uafhængige initiativer. Vor side kunne tage et initiativ om at reducere truslen fra den anden side og forklare tydeligt, hvad der var vores intention. Initiativet ville ikke svække os. Og det skulle være synligt og beviseligt. – Den anden side ville ikke stole på ord alene. Vi kunne komme med en udtalelse om, at hvis den anden side gjorde gengæld med et lignende initiativ, så kunne vi stadig nå at tage endnu et initiativ.

Eksemplet var præsident Eisenhowers erklæring, at USA ville holde op med at afprøve atombomber i et år. Han udtalte, at hvis Sovjetunionen gjorde det samme, så kunne suspenderingen af prøvesprængningerne forlænges med et år ad gangen. Atombombesprængningerne kunne meget nemt opdages af den anden sides tekniske muligheder for at opdage det, så det var ikke en sag, hvor det gjaldt om at stole på deres ord.

Eisenhower reagerede på et pres fra den verdensomspændende fredsbevægelse om at stoppe udbredelsen af atomforurening fra prøvesprængninger af atomvåben i staten i Nevada og i Sovjetunionen. Nedfaldet af radioaktivt strontium 90 dræbte adskillige, især babyer, hvis små organer samlede og koncentrerede strontium 90.

Sovjetunionen kom med et svar og bombeprøvesprængningerne blev standset i 2½ år. Så begyndte Frankrig at prøvesprænge,, og USA og USSR genoptog også deres prøvesprængninger.. Men præsident Kennedy tog initiativ til en ny pause i prøvesprængningerne, og igen gik Sovjetunionen med . Dette førte til traktaten  fra 1963 om Forbud mod Prøvesprængninger i Atmosfæren, som også har forbudt atomprøvesprængninger oven på jorden lige siden.

I denne periode var jeg dybt engageret i borgerretskampen, og maget påvirket af Martin Luther King – som jeg stadig er. Og jeg var også dybt påvirket  af og bekymret over atomkapløbet: USA og Sovjetunionen byggede 10 gange så mange atomvåben, som ville være nødvendige for at forårsage kæmpeeksplosioner, brandstorme og verdensudbredt radioaktiv påvirkning, og som ville kunne dræbe det meste af verdens befolkning i en større atomkrig. På grund af min baggrund i atomfysik kunne jeg ikke sidde den stadig voksende atomtrussel overhørig så let, som mange andre gjorde. Så jeg lyttede til Osgoods strategi om uafhængige initiativer så vel som Kings strategi om ikke-voldlig direkte handling.

Og på samme tid var jeg også begyndt at bemærke den transformerende initiativstruktur i Bjergprædiken, som jeg vil forklare i min  workshop. Så i lighed med Martin Luther King oplevede jeg min egen åbenbaring: Kings strategi med ikke-voldelig direkte handling og Osgoods strategi om uafhængige initiativer  kunne ses som en måde at implementere Jesu transformerende initiativer i Bjergprædiken på.

Spørgsmålet slog mig: Hvorfor har de kristne ikke en etik for fredsskabelse som transformerende initiativer? Hvorfor fortsætter vi med at diskutere, om krig kan være retfærdig og retfærdiggørende, men diskuterer ikke særlige tiltag for at støtte fredsskabende initiativer. Evangeliet handler om Guds nådes initiativer, ikke bare om, hvad vi ikke skal gøre. Det centrale budskab fra Jesus handler om Guds riges gennembrud, som giver kraft til initiativer, ikke bare om vi har lov til at forårsage mere vold. Bibelsk realisme handler om at diagnosticere synd på en realistisk måde og om at søge befrielse, ikke bare om at bekræfte nogle høje idealer.

Og sådan kom den nye etik, retfærdig fredsskabelse, til  verden. (8)

Jesus fra Galilæas transformerende initiativer
Mattæus 5.39 bør ikke oversættes til  ’gør ikke modstand mod det onde’, selvom mange oversætter det på den måde. At Jesus skulle lære os ikke at gøre modstand mod det onde giver ikke mening, eftersom Jesus helt klart gjorde modstand mod Satan, farisæerne, skriverne og Peter, da han sagde, at Jesus ikke skulle drage til Jerusalem.  De ny-testamentelige forskere Walter Wink, Clarence Jordan, Willard Swartley og andre har vist, at den græske tekst burde oversættes med  ’tag ikke hævn med hævngerrige eller onde midler’. (9). Dette hænger sammen med det foregående vers: ’ I har hørt, det er sagt, et øje for et øje og en tand for en tand’. Dette handler ikke om modstand, men om voldelig gengældelse. På lignende vis siger Paulus, når han belærer os om det samme i Romerbrevet 12.19, ’tag ikke hævn’. Også Paulus siger, at det drejer sig om gengældelse, om hævn, ikke om modstand. Oversættelsen ’gør ikke modstand mod det onde ’ har fået mange til at se det som et umuligt ideal, som ikke passer sammen med Jesu øvrige lære.

Jesus diagnosticerer den onde cyklus af voldelig gengældelse. Ligesom Israel og Hamas svarer hinanden med voldelig gengældelse. Ligesom George W. Bush svarede på angrebet d. 11.sept. med at gå i krig mod Afghanistan og Iraq, hvilket så igen skabte en dramatisk vækst i voldelig gengældelse fra Al Qaeda og deres efterlignere.

Jesus understreger de transformerende initiativer i at give den anden sin kappe, vende den anden kind til i ligelig værdighed, at gå den ekstra mil, og at give en skilling til tiggeren. Disse transformerende initiativer kræver alle af os, at vi ikke støtter en undertrykker, men at vi opfinder et overraskende initiativ, som går imod fjenden uden vold og søger et transformeret  forhold i overensstemmelse med kærlighed til fjenden. (10). Jeg vil forklare dette senere i workshoppen. Det går imod modstandere med ikke-vold og håber på en ændring hos modstanderen, i os selv og i vore forhold til hinanden.

Jeg påstår, at Jesu lære om ikke-voldelig transformerende initiativer understøtter det retfærdige fredsskabende tiltag om ikke-voldelig direkte handling. (11) Ikke-voldelig direkte handling er det første tiltag i retfærdig fredsskabelse. Det spreder sig ud i verden, vælter diktatorer, omdanner nationer fra diktaturer til demokratier og opnår mere retfærdighed samtidig med, at det forhindrer revolutioner og krig. I det arabiske forår har ikke-voldelig direkte handling væltet diktatorer i Tunis og Ægypten. Mine studerende og jeg studerede for nylig retfærdig fredsskabelse i Palæstina og Israel. På Vestbredden forklarede alle palæstiensere, at de havde lært, at vold ikke virker, og at ikke-voldelige handlinger åbner op for meget større håb. (12)  Af pragmatiske årsager, baseret på historisk erfaring, har de engageret sig i ikke-voldelig handling og vendt deres opmærksomhed  mod uddannnelse og opbygning af deres samfund, hvilket skaber betydelig mere håb. Jeg var i Østtyskland, da den ikke-voldelige direkte handling væltede den voldlige diktator, Erich Honecker, uden at en eneste person blev dræbt.

Hvis en regering går ind for ikke-voldelig direkte handling på en ikke-voldelig måde, så er der chancer for reform, sådan som det skete i lysenes revolution i Østtyskland, i Sydafrika og i de amerikanske sydstater efter at have udtrykt anger over tidligere voldelige gerninger. Hvis, på den anden side, regeringen går ind for vold, som det skete i Libyen og Syrien, så mister den tilslutningen fra borgerne.

Lidt mindre kendt, men meget vigtigt som en del af de tiltag, der er i retfærdig fredsskabelse, er strategien for selvstændige initiativer (13) Den har virket i forbindelse med traktaten for det delvise forbud mod prøvesprængninger, formindsket antallet af atomvåben, hjulpet med til at afslutte den kolde krig og åbnet op for forhandlinger indenfor Oslo Aftalen mellem Israel og Palæstina, selvom premierminister Netanyahu  nægtede at adlyde aftalen. Præsidenterne  George H. W. Bush (den ældre) og  Mikael Gorbachev samarbejdede gennem selvstændige initiativer om at reducere atomvåben på begge sider til det halve antal på meget kort tid, da den kolde krig var ved at være slut.  I skrivende stund behøver vi selvstændige initiativer mellem Israel og de to palæstinensiske regeringer.

I  bogen ’Just Peacemaking: The New Paradigm for the Ethics of Peace and War’ skriver vi, at disse to strategier – ikke-voldelig direkte handling og de selvstændige initiativer – har mange fælles træk med Jesu lære I Mattæus 5. 38-42. Og udover Bjergprædikenen har de fælles træk med den grundlæggende tro på en teologi om nåde og Guds rige, hvor Gud ikke bare venter passivt, men tager initiativer til forsoning:

Disse tiltag--- rummer de samme syv kærneingredienser i kristen fredsskabelse: (1) de er ikke bare simpel passiv tilbagetrækning, men proaktive veje for nåde, som sætter os i stand til at tage fredsskabende initiativer; (2) de anderkender bjælken i vort eget øje og ser vort eget ansvar for fredsskabelse fremfor bare at dømme den anden; (3) de bekræfter fjendens  værdighed og interesser, samtidig med at de forkaster syndefulde og forkerte gerninger; (4) de konfronterer den anden med en invitation til at skabe fred ud af retfærd.; (5)  de indbyder til et fællesskab på en måde, der er inklusiv fremfor eksklusiv overfor tidligere fjender og sociale tabere; (6) det sker faktisk i vor egen historie; (7) de er empirisk bekræftede – de gør en betydelig forskel i internationale relationer og hjemlig konflikter. (14)

At skabe forbindelse mellem de transformerende initiativer i Bjergprædikenen og retfærdig fredsskabelse
Jesus levede og underviste på en tid, hvor den jødiske vrede mod den romerske besættelse voksede i intensitet. Nu og da ville en eller anden hævde, at han var Messias, og få en gruppe til at gøre oprør mod romerne, som så ville dræbe gruppen. Et større oprør var på vej. Jesus forudsagde seks gange i Bibelen, inklusiv en gang i Thomas evangeliet, at templet ville blive ødelagt. Hans forudsigelser blev opfyldt: oprørskrigen begyndte i året 66, og i 70 ødelagde romerne templet og det meste af Jerusalem, dræbte mange jøder og sendte mange flere i eksil. Mattæus evangeliet blev skrevet kort tid efter denne ødelæggelse og med denne in mente. Så Jesus’ lære om fredsskabelse var ikke bare et ideal beregnet på en anden verden; den var en klar vejledning for konstruktivt at kunne behandle de uretfærdigheder og den sydende vrede og for at tage  initiativer til at løse op for noget af den fjendtlige indstilling. Den var også en opfyldelse af Guds ønske om  fred, som det var åbenbaret især i profeten Esajas. Bjergprædikenen burde læses med denne virkelige fjendtlighed og vold  - og Guds ønske om fred – in mente. Det er realistisk.

Konfliktløsning i samarbejde med modstanderen

I Mattæus 5.21-26 henviser Jesus os først til den traditionelle lære i de ti bud angående mord. Dernæst diagnosticerer han den igangværende vrede og fornærmelse som en ond cirkel, der fører til dom (5.22)

Det tredje medlem af trekanten, vv.  23-26 er det transformerende initiativ – ikke bare et negativt forbud mod mord og vrede, men en vej til befrielse. Det er en opfordring til at gå i gang med initiativer, som omdanner forholdet fra vrede til fredsskabelse.  At undgå at blive vred vil være et umuligt ideal, men at skabe fred mellem en bror eller søster eller en modstander er en måde at blive frisat fra vreden.

Jeg er overbevist om at Jesus her tolker Kains mord på Abel. Det var det første mord; Jesus underviser også om mord. I begge tilfælde giver en bror sin offergave til Gud ved alteret. I begge tilfælde er der vrede mellem brødrene. I Genesis 4 påminder Gud Kain om at gøre det rigtige, og i Mattæus 5 udpensler Jesus, hvordan man ved at adlyde de fem imperativer kan gøre det rigtige ( her med  kursiv): opgiv din gave, til din bror, skab fred, kom så tilbage og giv din tilbedelsesgave; skab hurtigt fred med din fjende. (15)

Dette er en direkte ordre: Gå hen og skab fred hurtigt. Det er ikke et platonisk ideal, en dyd, et valg, og ikke et forbud eller en hård lære: vi drøfter ofte tingene igennem med andre for at glatte knasterne ud og skabe fred. Dette er et tiltag – en regelforskrevet normativ handling, som jævnligt bliver brugt  af et fællesskab af disciple eller en kirke. Jesu efterfølgere ser dét at gå hen til en modstander for at tale med vedkommende og forsøge at skabe fred som at efterkomme Guds vilje.  De foreslår det som en god ide for dem selv og for andre i samfundet.

Denne praksis bliver en del af Guds nåde, som Gud gennemførte ved Jesus, da der var fjendskab mellem Gud og mennesket: Gud kom til verden i Jesus for at skabe fred med os. Jesus blev en inkarnation af den måde, hvorpå man skaber fred  ved at tale sammen, ikke bare ved, at han kom ind midt i det liv, som mange lever på samfundets kant, men også ved at komme midt ind i livet for præster og myndigheder i Jerusalem, selvom han blev truet på livet selv. Apostlen Paulus tilskynder de kristne i Rom som lever med uoverensstemmelser til at sige ’Byd velkommen til hinanden, derfor, ligesom Kristus had budt jer velkommen til Guds ære’ (Rom.15.7), og i sine breve beder han de kristne om at skabe fred mellem hinanden. De initiativer, vi slår til lyd for, er baseret ikke bare på Bjergprædiken, men på læren i alle evangelier og i brevene – og i Det gamle Testamente.

Et element i Jesu handling om at møde sine modstandere for at skabe fred har undret en del mennesker: Jesus taler ikke bare  om det søde og om lyset, men konfronterer ofte folk og beder dem om at angre, i direkte  tråd med de israelske profeter. Konfliktløsning, som Jesus praktiserer det, indeholder ofte en konfrontation og en tilskyndelse til at angre. Ved at være opmærksom på Jesu praksis af sin egen lære om konfliktløsninger sker ofte på en sådan måde, at de fører ud af sammenhængen for idealerne for de retfærdige og ind i virkeligheden for den ærlige konfrontation på vejen mod gensidig fredsskabelse. Selvretfærdige politikere som nægter at tale med deres modstandere, fordi de ser samtalen som en belønning for de retfærdige, tager helt fejl af, hvad Jesus gør. Undertiden er det nødvendigt at tale lige ud af posen om en virkelig fare.

Så den tredje mulighed for retfærdig fredsskabelse er den samarbejdende konfliktløsning. Konfliktløsning har udviklet sig meget som en akademisk disciplin såvel som en almen praksis for at mægle i ægteskabssager, arbejdsforhold, internationale forhold og andre forhold. I etikken for Just Peacemaking kaldes det en samarbejdende konfliktløsning, fordi vi lægger vægt på at behandle modstanderen som en samarbejdspartner – med hans eller hendes skikke, kultur, tro og initiativer – som bidragydere til  at finde en løsning.

Præsident Carter praktiserede kooperativ konfliktløsning mellem Ægypten og Israel og opnåede fred mellem dem og også med Jordan. I Clintons administrationsperiode gennemførte Jimmy Carter den samarbejdende konfliktløsning med Nord Korea og nåede frem til en vellykket løsning. Nord Korea lukkede ned for sin atomreaktor og accepterede regelmæssige inspektioner fra  det internationale atomkraftagentur. Men denne aftale blev standset tidligt i George W. Bush administrationsperiode, hvor han nægtede at forhandle eller løse konflikter i adskillige år. Hvem  er realisten:  George W. Bush eller Jesus? Da USA s regering nægtede at tale med Nord Korea og Iran, afskar det sig selv fra at være i stand til at løse problemet med deres nukleare berigelsesprogram.

Anerkend ansvar for konflikt og uretfærdighed og søg anger og tilgivelse.
Anger og tilgivelse står centralt i Jesu budskab. Centralt i evangelierne, centralt i den kristne teologi. I Bjergprædikenen, Mattæus 7: 1-5 efterlyses der praksis for anger eksempelvis ved at fjerne bjælken i ens eget øje. I Fadervor beder vi om tilgivelse for vore synder samtidig med, at vi tilgiver andre.

Den fjerde mulighed for retfærdig fredsskabelse er at anerkende eget ansvar for konflikt og uretfærdighed og søge efter anger og tilgivelse.

Dietrich Bonhoeffer fortjener ros for at have begyndt denne praksis blandt nationer.  I et ti-siders afsnit i bogen Ethics tilstår Dietrich Bonhoeffer sine egne synder, kirkens synder og Tysklands synder (16), Efter 1945 tog nogle kirker fat i Bonhoeffers tilståelse og aflagde lignende tilståelser selv. Aktion Sühenezeichen/Friendensdienste (Action Reconciliation/Peace Service  -Aktion Forsoning/Fredstjeneste) under indflydelsen fra Bonhoeffer, sender militærnægtere ud for at udføre frivillige tjenester for fred og retfærdighed i de nationer som Tyskland kæmpede imod under 2. verdenskrig – som et tegn på soning. Disse kirkelige tilståelser og handlinger forberedte jorden for Kansler Willy Brandt og Præsident Richard von Weizäckers dramatiske offentlige anger på vegne af Tyskland. Dette var et stort skridt i Tysklands egen moralske og åndelige genopretning.

Denne praksis med at anerkende sit ansvar har nu bredt sig til andre nationer. Nationer kan ikke leve sammen fredeligt uden nogen form for national tilgivelse. Præsident George H.W. Bush (den ældre) underskrev en tildeling af erstatningsudbetaling til de japanske amerikanere, der havde været fængslet under 2,. Verdenskrig. Bill Clinton og Kofi Annan sagde undskyld for ikke at have forhindret Rwanda massakren. Den japanske premierminister sagde undskyld til Sydkorea for krigsgrusomheder under 2. verdenskrig. Denne praksis med at anerkende ansvar skærer nu hul på bylden af vrede blandt mange nationer og formindsker dermed chancen for, at vreden vil bryde ud i krig. Tyrkiet har brug for at sige undskyld til armenerne for den armenske massakre.

Denne praksis med at anerkende vort eget ansvar og søge  anger og tilgivelse er specielt rettet mod at få os til at ændre adfærd. Uden åbenhed overfor forandringer og ændringer af egen opførsel, uden ydmyghed at lytte til andres synspunkter med respekt, så er de andre tiltag i forbindelse med retfærdig fredsskabelse  og virkningen heraf  langt mindre sandsynlige. Arrogante fredsskabere er sjældent effektive fredsskabere.

Praksis omkring bæredygtig økonomisk retfærdighed, menneskerettigheder og demokrati.
I Mattæus 6: 19-33 beskrives praksis for økonomisk retfærdighed: ikke bare samle penge til os selv, ikke bare prøve på at tjene både Gud og mammom, men at gøre Guds retfærdighed og Guds rige til vor prioritet (18). Dette tema løber hele vejen igennem Bibelen. De fire ord for retfærdighed dukker op 1060 gange i Bibelen.

Den femte retfærdige fredsskabelses praksis er at fostre en retfærdig og bæredygtig økonomisk udvikling.  Bogen ’Why Men Rebel’ skrevet af den politiske forsker Ted Gurr vandt en pris fra American Political Science Association for årets bedste bog. Baseret på transkulturelle og transhistoriske data viser Gurr, at det relative økonomiske afsavn er en vigtig grund til oprør, borger krig og længere ude også terrorisme. Da Israel lukkede af for handel og arbejdsmuligheder for palæstinenserne og arbejdsløsheden blandt palæstinensere voksede drastisk, så brød den voldelige intifada ud til gru og ødelæggelse for både Israeler og palæstinensere.

En stor trussel for verdensøkonomien og de mange nationers økonomi er vor grådige forbrug af olie og andre ikke-vedvarende energikilder. De fremtidige generationer vil ikke have nogen olie. Miljøbeskyttelse, omsorg for skaberværket er en essentiel dimension for den retfærdige og bæredygtige praksis i retfærdig fredsskabelse.

Hertil kommer den sjette retfærdig fredsskabende praksis som går på at fremme menneskerettighederne, trosfrihed og demokrati. Christopher Marshall fra New Zealand har skrevet et teologisk sofistikeret og indsigtsfuldt argument for at basere menneskerettigheder på en bibelsk etik. (19) Marshall viser ’ at menneskerettigheds-kategorierne er blevet en næsten universel møntfod i den moralske debat.’(20) Han skriver at ’ begrebet menneskerettigheder er dybt og på enestående vis, grundfæstet i den bibelske fortælling, og at kristne derfor har noget særligt at sige om menneskerettigheder’ (21) Jeg  skriver noget lignende i ’The Christian Origin of Human Rights’,  som I kan google på nettet eller bare finde på www. Justpeacemaking.org.

Just Peacemaking tilføjer tre yderligere punkter: (1) Det verdensomspændende pres på menneskerettighederne, støttet af mange kirker, menneskerettighedsorganisationer, og præsident Carters inklusion af disse menneskerettigheder i beslutninger om USA's økonomiske hjælp  har lagt et vedholdende pres på mange regeringer. Næsten alle Latinamerikanske nationer har bevæget sig fra at være autoritære eller diktatoriske regeringer hen imod demokrati, og dette gælder også mange asiatiske og øst- og centraleuropæiske nationer. (2) Intet demokrati med menneskerettigheder har erklæret krig mod et andet demokrati med menneskerettigheder i hele det 20. århundrede. (3) Styrkelsen af menneskerettigheder og derved  pres på  for at nå hen til demokratiet har haft en dramatisk indflydelse på at forhindre  krig og bevæge sig frem mod retfærdighed.

Rekruttering af terrorister afhænger af vrede over oplevet uretfærdighed – både det relative økonomiske afsavn og fattigdom og støtte til diktatorer. At ændre denne opfattelse ved at støtte menneskerettigheder og retfærdig og bæredygtig økonomisk retfærdighed er nøglen til at bekæmpe terrorisme. En oplagt sag er, hvordan Tyrkiet har investeret i økonomisk udvikling og menneskerettigheder for kurderne og derved stort set afsluttet PKK terrorismen forårsaget af kurderne i Tyrkiet. Det største muslimske land i verden, Indonesien, klarer sig godt. Dets økonomi viser, at det har trosfrihed, og det har næsten ingen terrorisme.

Men Just Peacemaking går imod at forsøge at skabe demokrati ved at starte en krig for at få et ændret regime. De mange døde, hadet, den religiøse og etniske konflikt i Iraq efter en sådan krig er et tydeligt tegn på de problemer, som opstår ud af en krig, der bliver en påduttet, til forskel fra de mange lande, der for nylig er gået over til demokrati ved hjælp af ikke–voldelig direkte handling, en støtte for menneskerettigheder og pres fra de samarbejdende kræfter i det internationale system.

Internationalt samarbejde
Når Jesus siger, at man skal elske sin fjende, så tolker han 3. Mosebog 19: 17-18 ’Elsk din næste som dig selv.’ Spørgsmålet var, ’Hvem er min næste?’ Jesus baserede sit svar på en grundlæggende overbevisning om Guds natur: Gud giver sol og regn til både de retfærdige og de uretfærdige. Derfor skal vi inkludere både fjender såvel som venner, jøder såvel som ikke-jøder i fællesskabet med næsten. Jesu lære drejer sig ikke bare om holdninger og individuelle relationer; det drejer som om at være inkluderet i fællesskabet, baseret på Gud, som hersker over relationer med forskellige modstandere.

Hvordan  inkluderer vi  fjender i fællesskabsrelationer i vor tid? I bogen Just Peacemaking viser Paul Schroeder, den enestående historiker i internationale forhold, hvordan der tegner sig  fire tendenser, som er i gang med at udvikle  et styrket samarbejdende netværk blandt nationer i vor tids globalisering: (1) krigens nytteværdi er på retur; (2) handel og økonomi prioriteres højere end krig; (3) styrkelsen af internationale udvekslinger, kommunikationer, transaktioner og netværk; og (4) den gradvise vækst i det liberale repræsentative  demokrati og en blanding af velfærdsstaten og laissez-faire markedsøkonomi. Disse fire tendenser er med til at forklare den fortsatte eksistens og succes med de kooperative organisationer såsom NATO, EU, OAS, FN og andre, Derfor er de retfærdige fredsskabende aktiviteter i vor tid parallelle med ’at inkludere din fjende i et nabofælleskab som i Work with Emerging Cooperative Forces in the International System og Strengthen the United Nations and International Efforts for Cooperation and Human Rights.

Den nye indledning til den tredje udgave af Just Peacemaking: The New Paradigm tilføjer endnu en realitet: der findes terrorist netværk i ca. 80 nationer; en nation der handler alenem kan ikke bekæmpe dem. Internationalt samarbejde er nødvendigt for at samle efterretningsviden, afskære adgang til penge, arrestere terrorister og undgå unilateral dominans. Unilateral dominans forstærker vreden, som får folk til at overvinde deres normale menneskelige modstand mod selvmord, og til at engagere sig i massedrab på uskyldige. Unilateral dominans ved militær aktion i det første årti i dette århundrede førte til enten foragt eller had til USA i store dele af verden, som PEW Global Reports beskriver det. Vurderingen fra de 16 amerikanske efterretningstjenester sagde i 2006, at USA's indgreb overfor de arabiske muslimer og støtten til diktatorer styrkede vreden og rekrutteringen til terrorisme og terroristiske  aktioner. Den officielle rapport fra det amerikanske udenrigsministerium (22) viser en forbløffende vækst i verdensomspændende terroraktioner, siden Iraq krigen begyndte i 2003, og den efterfølgende tortur mod fanger  i 2010.

Forfatterne til Just Peacemaking skrev: de empiriske date viser, at nationer, som engagerer sig i internationalt samarbejde, sjældnere starter krig og har krig startet imod sig. Bush administrationen leverede en anden empirisk prøve. Han  ignorerede beviserne fra de internationale inspektører i Iraq, som  sagde, at der  ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i landet, startede den iraqiske krig til trods for oppositionn i FNs sikkerhedsråd, fjernede den internationale lovs beskyttelse over for fanger, trak støtten tilbage fra ni internationale traktater og arbejdede for at svække FNs autoritet. Teorien fra Just Peacemaking forudsiger en større sandsynlighed for krig som et resultat. Bush administrationen erklærede krig mod tre områder: mod terrorisme, mod Afghanistan og mod Iraq, samtidig med at man truede tre lande i den ’onde akse’ – nemlig Iraq, Iran og Nordkorea. Jeg kender ikke til noget fortilfælde for at erklære krig tre gange i løbet af en 4-års periode som præsident.

Formindske angrebsvåben og våbenhandel 
Krige mellem nationer er blevet færre i de senere år, dels fordi det ikke lønner sig  at starte en krig: våbnene er blevet så kraftfulde, at gengældelse fra andre nationer er alt for ødelæggende. Undtagelsen sker, når en nation tror, det har så stor en angrebsstyrke, at modstanderen ikke kan gøre gengæld. Serbien havde en overvældende stor angrebsstyrke i sammenligning med Bosnien, Kroatien og Kosovo og faldt for fristelsen for at gå i krig mod dem. USA havde en overvældende styrke mod Iraq og Afghanistan og faldt for en lignende fristelse. For ingen af dem gik det, som man havde ventet. En retfærdig fredsskabende tilgang går ud på at reducere styrken i angrebsvåbnene, herunder handel med disse angrebsvåben, og derved reducere fristelsen til at gå i krig. Dette er ikke bare et ideal: I de syv år fra 1988 til 1995 faldt indkøb af våben i 3.verdenslande til en fjerdedel af, hvad det havde været tidligere (23). Dette hænger sammen med Jesu påmindelse om at lægge sværdet fra sig og hans udtalelse om, at ’de som griber til sværdet, skal dø ved sværdet’ (Matt. 26: 51-52. (24) Det hænger sammen med Zak. 9:9-10 og Esajas 2, 30 og 31, og Jer.2 om at sige farvel til krigsvognen og krigsbuen og ikke stole falskt på militære våben og militære alliancer. 

Støtte græsrodsgrupper i arbejdet med at skabe fred
I
følge Mattæus 5:1-2 og 7.28-29 holdt Jesus sin bjergprædiken for både disciplene og folkeskaren. Jesus underviste ikke bare forskellige personer her og der eller bare de høje myndigheder i Jerusalem – selvom han også gjorde det – men samlede en græsrodsgruppe bestående af disciple og underviste dem, og de blev nøglepersonerne, der spredte hans budskab ud i verden. Han underviste i synagoger og landsbyer, hvor han dannede grupper og gav klar besked til grupperne om at skabe fred blandt dem selv. (25) Hen ad vejen blev det til kristne forsamlinger (ekklesia), grupper, der fulgte Jesus og samledes til gudstjeneste, oplæring og fællesskab for at hjælpe hinanden. Pauli breve henvender sig til disse grupper af Jesu tilhængere i en række byer. Apostlenes Gerninger er en dramatisk beskrivelse af disse grupper i deres måde at være trofaste og selv-korrigerende på.

Det viser med al tydelighed at retfærdig fredsskabelse bør nå meget længere ud hjulpet på vej af både præster og kirkeledere, der  hele tiden følger Jesu anvisninger, herunder fredsskabelse, og af grupper i kirkerne, der går til gudstjeneste, læser teksterne og bliver til folk, der kommer med vidnesbyrd om fredsskabelse. Enkeltindivider er magtesløse til at påvirke deres fællesskaber og kirker eller til at påvirke regeringer, som starter en krig eller arbejder for fred. Men når de går sammen i grupper og arbejder netværkspræget med fredsskabende organisationer, som viderebringer oplysninger og  indbyder til passende aktioner, der er synkroniserede med andre gruopper, så er de langt mere effektive. Se ’How to Form a Church Peacemaker Group’ på www.justpeacemaking.org.

Den lutherske etiker Larry Rasmussen foreslår en strategi med mindre grupper, der har en fredsskabende mission I kirkerne, og hvor  man deltager I grupper og bevægelser udenfor kirkerne, hvor man kan lære og finde støtte ved samarbejde og samtidig vidne om Kristus. (26) Den første gang, jeg besøgte København, var som repræsentant for den amerikanske Nuclear  Freeze Campaign  til de europæiske fredsbevægelser i 1982. Sammen arbejdede vi hen imod at fjerne alle mellem-distance raketter, Pershing II, landaffyrede krydsermissiler og de sovjettiske SS-20, SS-4 og SS-5 missiler.

Mindre grupper med en opgave er anderledes end mindre grupper, der bare studerer, beder og deltager i diskussioner, og som ikke er forpligtede på handling. Folk i mindre grupper med en opgave involverer sig i tjeneste og vidnesbyrd, så vel som i studier og diskussioner. Jeg tror at mindre grupper, hver med en særlig opgave, er en vigtig måde  til at udvikle en fornemmelse for kirkens mission, som er afgørende for kirkens fornyelse i vor tid.

Konklusion: Vi reducerer antallet af krige mere, end vi tror
De to tiltag for retfærdig fredsskabelse er stort set nye og fra tiden efter 1945. På grund af den voldsomme reaktion over for 2. verdenskrig har mange arbejdet  på at udvikle disse retfærdige fredsskabende tiltag og at føre dem ud i livet. Resultatet af dette har været, at antallet af krige er faldet dramatisk. Milton Leitenberg fra School for International and Security Studies, University of Maryland, vurderer, at krigene i de første 45 år af det 20- århundrede forårsagede i gennemsnit 4,2 millioner døde pr år. Men i de næste 55 år af det 20. århundrede dræbte krigene mindre end en femtedel af det foregående tal – nemlig 750.000 pr år. (27). Mange, heriblandt min far, så krigens ødelæggelser som så afskyelige, at de gav sig til at arbejde for FN, Marshall planen, støtte til menneskerettigheder og andre retfærdige fredsskabende aktiviteter. Retfærdige fredsskabende tiltag gør en stor forskel  i mange millioner menneskers liv. Men som Jesus sagde, så kender mange slet ikke de mulige tiltag, der findes for at skabe fred. Vi bliver alle bedt om at lære at kende de ti tiltag for retfærdig fredsskabelse, bedt om at støtte op om dem at undervise i dem i vore kirker og bearbejde vore regeringer om at arbejde med disse tiltag til retfærdig fredsskabelse.

Just Peacemaking: The New Paradigm for the Ethics of Peace and War. Pilgrim Press 2008

Initiativer

Retfærdighed (Matt 6:19-33)

Støtte økonomisk udvikling som er bæredygtig og retfærdig

Inkludere fjenderne i fællesskabet med næsten (Matt 5. 43)

____________________________________________

1

Glen Stassen, ed., Just Peacemaking: The New Paradigm for the Ethics of Peace and War (Cleveland: Pilgrim Press, 1998/2003/2008). Here I am summarizing the argument of chapter 11 in A Thicker Jesus: Incarnational Discipleship in a Secular Age (Westminster John Knox Press: 2012), showing the connection of just peacemaking with Jesus’ Sermon on the Mount.
2 On the website, www.justpeacemaking.org, we point to specific implications of the just peacemaking practices for current conflicts, both pragmatically and Christianly.
3 See articles by Susan Thistlethwaite on the website, www.justpeacemaking.org.
4 Susan Thistlethwaite, ed., Interfaith Just Peacemaking (New York: Palgrave MacMillan, 2012).
5 Glen Stassen, “Peacemaking,” in Bonhoeffer and King, ed. Willis Jenkins and Jennifer McBride (Minneapolis: Fortress, 2010), 196–200.
6 Urbana: University of Illinois Press, 1962.
7 The movie Gran Torino (directed by Clint Eastwood) demonstrates that escalating violence never stops violence.
8 Glen Stassen, Just Peacemaking: Transforming Initiatives for Justice and Peace (Louisville: Westminster John Knox, 1992); Stassen, Just Peacemaking: New Paradigm.
9 Glen Stassen, “The Fourteen Triads of the Sermon on the Mount: Matthew 5:21-7:12,” Journal of Biblical Literature 122/2 (Summer, 2003), 267-308.
10 In Covenant of Peace, 64–65 and 68–72, Swartley argues that Walter Wink’s interpretation of these initiatives in The Love of Enemy and Nonretaliation in the New Testament, ed. Willard M. Swartley (Louisville:  Westminster/John Knox, 1992) has much to commend it, but that Wink emphasizes the shock value of confrontation too aggravatingly. Instead, he suggests, Luise Schottroff’s account is more persuasive, especially since she pays attention to the central teaching of love for the enemy, which precedes it in Luke (and comes as climax in Matthew (Schottroff, “‘Give to Caesar What Belongs to Caesar and to God What Belongs to God’: A Theological Response of the Early Christian Church to Its Social and Political Environment," in The Love of Enemy and Nonretaliation in the New Testament, ed. Willard M. Swartley (Westminster/John Knox, 1992), pp. 223-57). In my essay “The Politics of Jesus in the Sermon on the Plain,” in The Wisdom of the Cross, ed. S. Hauerwas, C. Huebner, and M. T. Nation (Grand Rapids: Eerdmans, 1999), 150–67, I have argued for a chiastic structure in the Sermon on the Plain, in which Luke 6:32–35—the teaching on love for enemies—is the pivotal core, thus also supporting Swartley and Schottroff.
11 Yoder, Politics of Jesus, ch. 5, “The Possibility of Nonviolent Resistance”; Just Peacemaking: New Paradigm, ch. 1.
12 Mohammed Abu-Nimer makes this argument incisively in his Nonviolence and Peace Building in Islam: Theory and Practice (Gainesville: University Press of Florida, 2003).
13 Just Peacemaking: New Paradigm, ch. 2.
14 Ibid., 19.
15 W. D. Davies and Dale Allison, The Gospel According to St. Matthew, vol. 1 (Edinburgh: T & T Clark, 1988), 510; Pinchas Lapide, The Sermon on the Mount: Utopia or Program for Action? (Maryknoll: Orbis, 1986), 49; Dale Allison, Studies in Matthew, 66–78; Claus Westermann, Genesis 1–11: A Commentary (London: SPCK; Minneapolis: Augsburg, 1984).
16 Ethics, DBWE 6, ed. Clifford J. Green, trans. Reinhard Krauss, Douglas W. Stott and Charles C. West (Minneapolis: Fortress, 2005), 134–45.
17 Donald W. Shriver, “Acknowledge Responsibility for Conflict and Injustice and Seek Repentance and Forgiveness,” in Just Peacemaking: New Paradigm, 98–115; idem, An Ethic for Enemies: Forgiveness in Politics (New York: Oxford University Press, 1998, 1995); idem, Honest Patriots: Loving a Country Enough to Remember Its Misdeeds (Oxford: Oxford University Press: 2005).
18 In Kingdom Ethics: Following Jesus in Contemporary Context (InterVarsity Press: 2003), David Gushee and I develop Jesus’ teachings on restorative justice much more extensively in chapters 1 and 17. See Christopher D. Marshall, Beyond Retribution: A New Testament Vision for Justice, Crime, and Punishment (Grand Rapids: Eerdmans, 2001), and his Compassionate Justice (Cascade Books: 2012), for incisive development of Jesus’ teaching on justice.
19 Christopher D. Marshall, Crowned with Glory and Honor: Human Rights in the Biblical Tradition (Telford, Pa, USA: Pandora, 2001).
20 Marshall, Crowned with Glory and Honor, 17; cf. 26. Nicholas Wolterstorff has also developed an insightful historical, theological, and philosophical argument for human rights as theocentrically grounded in his Justice: Rights and Wrongs.
21 Ibid., 21.
22 http://www.state.gov/s/ct/rls/crt/2010/170266.htm, accessed August 29, 2011.
23 Just Peacemaking: New Paradigm, 186.
24 Swartley, Covenant of Peace, 76; Swartley supports this theme throughout the New Testament.
25 N. T. Wright, Jesus and the Victory of God (Minneapolis: Fortress, 1996), 297ff.; and Matthew 18:15–20.
26 Larry L. Rasmussen, Moral Fragments and Moral Community (Minneapolis: Augsburg Fortress, 1993), 128, 162, 166. See also Jeffrey Stout, Blessed are the Organized (Princeton: Princeton University Press, 2010).
27 Milton Leitenberg, “Deaths in Wars and Conflicts in the 20th Century,” Cornell University Peace Studies Program Occasional Paper #29, 3d edition (August 2003, 2005, 2006). This includes civil wars and wars against people within states, in both periods.

             

Glen H. Stassen er professor ved Fuller Theological Seminary, Californien, USA