Staten – garant eller trussel for trossamfundenes frihed?

Det overordnede emne, som denne eftermiddag er sat af til at overveje, er, om staten er garant eller trussel for trossamfundenes frihed. Og som et af bidragene til at belyse dét er der afsat 20 minutter til at tale om trossamfundene – mellem stat og civilsamfund. Min vilje til at overholde denne taletiden er stålsat, men jeg håber til gengæld på forsamlingens forståelse for, at opgaven er om ikke umulig, så dog ikke så let, hvis man skal have det hele med.

Det er jo nemlig nødvendigt, at vi sikrer os, at vi overhovedet lægger det samme i begreberne stat og civilsamfund, som trossamfundene i følge titlen altså antages at befinde sig imellem. Jeg vil lægge til grund, at når vi siger stat, så mener vi ikke diktaturstat eller slyngelstat, men så mener vi retsstat, demokratisk retsstat.

Det er en sådan stats opgave at lovgive og at sørge for, at lovene bliver overholdt – både af borgerne og af myndighederne. I en retsstat er det derfor staten, der bestemmer de overordnede regler for, hvad der er lovligt og ulovligt. Og det er staten, der har monopol på at bruge vold, og dermed er det også staten, der skal garantere borgernes sikkerhed og rettigheder.

Men – samfundet er ikke identisk med staten. Staten er en funktion i samfundet, en side af samfundet. Ikke samfundet som sådant. Samfundet er større end staten. Meget større.

Er civilsamfundet så bare alt det andet? Alt dét, som ikke er stat? Nej, der mangler endnu en side af sagen, nemlig det private, dét, som hverken er stat eller civilsamfund. Det private er alt det, der foregår i hjemmet, i ægteskab, børneflok og familie.

Civilsamfundet er så tilbage som alt dét, som ikke er staten, og som heller ikke er privat:

  • Civilsamfundet er det offentlige rum, det vil sige gader, pladser, veje og dét, der foregår dér, herunder Maratonløb
  • Civilsamfundet er klubber, foreninger og faglige organisationer og arbejdspladser,
  • Det er Folkekirkens Nødhjælp og Caritas, Røde Kors og Røde Halvmåne,
  • Det er Dansk Idrætsforbund, Forenede Danske Motorejere og Vester Skerninge Skakklub
  • Civilsamfundet er teatre, biografer, caféer og kunstudstillinger,
  • Det er kirker, moskéer, synagoger og andre steder, hvor troende mennesker samles
  • Og så videre og så videre – alt det dér er civilsamfundet, dér, hvor vi mennesker mødes uden for familien og vennekredsen, men sagtens kan have både familien og vennerne med.

Selvfølgelig er der meget mere at sige om denne trekant bestående af siderne privat, civilsamfund og stat. Nogle debattører vil for eksempel efterlyse begrebet markedet?Andre vil sige, at stat vel også på en eller anden måde omfatter kommunal myndighedsudøvelse. Måske skulle vi så i den forbindelse hellere end om stat tale om det offentlige – med risiko for, at det bliver forvekslet med begrebet offentligheden, som hører til i civilsamfundet?

Yderligere vil nogen hævde, at forud for det private går det enkelte individ, ja, det vil de endda hævde med styrke, fordi de har tendens til altid at opprioritere individet på fællesskabernes bekostning.

Og se nu bare, før vi ser os om, er vi rendt ind i spændingen mellem privat og individ, mellem familie og stat – og mellem stat og civilsamfund. Vi vil opdage, at der er en masse overlapninger og en masse spændinger.

Staten lovgiver for det hele. Staten lovgiver også for det private med hensyn til fx ægteskab og børnenes undervisningspligt og så videre. Staten fastsætter for eksempel også regler for anvendelsen af personoplysninger i civilsamfundet og meget andet. Meget, meget andet.

Men den demokratiske retsstat vedkender sig, at der er begrænsninger for, hvad der kan lovgives om. Eller måske bedre sagt, for det er vist ikke alle, der vedkender sig dét: Der findes overordnet lovgivning, som begrænser, hvad der kan lovgives om.

Folketinget kan ikke lovligt indsætte nye bestemmelser i straffeloven, der gør noget strafbart, som grundloven og menneskerettighedskonventionerne netop tilsikrer borger og civilsamfund den fulde og frie ret til. Staten kan ikke genindføre censur, derimod er enhver berettiget til – som der står i grundloven – på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog selvfølgelig under ansvar for domstolene. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.  Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.

Og mens alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen, så er forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, ikke pligtige til at lade børnene undervise i folkeskolen. Det står i grundloven; det kan der ikke laves om på uden at ændre den.

Den personlige frihed er ukrænkelig. Og boligen er ukrænkelig. Alle disse frihedsrettigheder i grundloven og menneskerettighedskonventionen (inklusive afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol) er forpligtende for både lovgivningsmagt, administration og domstole her i landet. De er udtryk for en begrænsning af staten i forhold til privatliv og civilsamfund. De er udtryk for, at civilsamfund og privatsfære forsvarer sig mod staten. Eller hvis I synes, at det lyder for dramatisk, så kan vi også sige, at begrænsningerne er udtryk for, at civilsamfund og privatsfære holder staten i skak. De fastholder staten som privatlivets og civilsamfundets tjener og beskytter, ikke som dets herre.

Trossamfundene er en del af civilsamfundet. Alle generelle frihedsrettigheder for civilsamfundet gælder også for dem. Alligevel har både Grundloven og menneskerettighedskonventionen medtaget særlige bestemmelser, som både eksplicit og specifikt sikrer trossamfundenes frihed i forhold til staten. I vores sekulariserede verden stilles der ofte spørgsmålstegn ved, hvorfor religion kræver sådan et særligt hensyn. Svaret er, at det hensyn hviler på en antropologisk erkendelse, en erkendelse af noget om menneskets egenart, nemlig erkendelsen af, at religion spiller en afgørende rolle for rigtig mange mennesker i deres liv, og at stillingtagen til religion kræver beskyttet åndsfrihed.

Alle mennesker stiller eksistentielle spørgsmål:

  • Hvad er meningen med mit liv?
  • Hvorfor er jeg her på jorden?
  • Hvorfor er jeg her, når jeg ikke skal blive her?
  • Og hvorfor skal jeg for resten ikke det?
  • Hvad er godt, hvad er skidt, og hvad er synd i øvrigt for noget?
  • Hvor kommer lidelsen fra? Har den en mening – og i givet fald hvilken?
  • Hvad er vejen til den sande lykke?
  • Hvad er døden, dommen og lønnen efter døden – hvis der er sådan én?
  • Og sidst, men ikke mindst: Hvad er det sidste og uudsigelige mysterium, som omfatter hele vor tilværelse, og som vi kommer fra og er på vej hen imod?

Menneskenes børn stiller disse spørgsmål; verdenslitteraturen dokumenterer det gennem årtusinderne, og religionerne prøver – mere eller mindre hver for sig, nogle gange overlappende og nogle gange modstridende – at besvare dem. Nogle finder religionernes svar uacceptable og vil have knægtet religionernes frihed til at ytre sig. Og nogle gange må staten beskytte den ene religion mod den anden, fordi religiøse forskelle erfaringsmæssigt kan udløse stærke og måske endda voldelige reaktioner. Men det ophæver ikke, at kravet om religionsfrihed grunder sig på menneskets natur.

I en demokratisk retsstat som den danske gælder det i grundloven (nemlig i § 67), at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Dog må intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

I Danmark kræver det således ikke nogen offentligretlig forhåndsgodkendelse eller registrering at forene sig med andre i et trossamfund. Og de internationale konventioner understreger, at denne religionsfrihed skal forstås både individuelt og kollektivt. Religionen kan ikke forvises til privaten, men har ret til kollektivt at manifestere sig i civilsamfundets offentlige rum.

Hertil kommer, at ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning kan berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder. Men selvfølgelig kan heller ingen af denne grund unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Og for fuldstændighedens skyld bør det tillige nævnes, at grundlovsparagraffen om religionsfriheden ikke indsnævrer de øvrige frihedsrettigheder, men tværtimod udvider beskyttelsen. Eller som det hedder i en juridisk kommentar til grundloven: "Menigheder, forsamlinger og enkeltindivider nyder i deres gudsdyrkelse de almindelige rettigheder, der følger af bestemmelserne om ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden. Medens beskyttelsen efter disse bestemmelser er overvejende formel – navnlig således, at forhåndskontrol er afskåret – tilføjer grl. § 67 en egentlig materiel beskyttelse af de foranstaltninger og handlinger, der indgår i eller knytter sig til gudsdyrkelsen. Lovgiver (og dermed forvaltning og domstole) kan således ikke gribe ind i de aktiviteter, der er omfattet af beskyttelsen, hverken med reguleringer eller forbud og påbud" (Hans Gammeltoft-Hansen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1999, side 322).

Nu kunne det jo måske lyde, som om trossamfundene havde det problemfrit mellem stat og civilsamfund, men sådan forholder det sig ingenlunde.

Den danske Folkekirke har en særstatus, som jeg ikke skal søge at forklare. Jeg holder mig her til, hvad Bertel Haarder ofte sagde, mens han var kirkeminister, nemlig at "i Danmark har vi den ordning for Folkekirken, som vi ønsker at have, men vi kan ikke forklare den for udlændinge." Og dét må man vist give ham ret i. Ved en konference for nylig mellem kristne og muslimer fra henholdsvis Danmark og Mellemøsten måtte jeg konstatere det samme. Vi kunne ikke forklare det – specielt ikke, når vi samtidig belærte dem om, at religion og politik skal holdes adskilt …

Folkekirken hører som trossamfund principielt hjemme i civilsamfundet, men er samtidig ubestrideligt en statsinstitution. Så i forhold til titlen på mit indlæg, "Trossamfundene – mellem stat og civilsamfund", må det vist nærmest siges sådan, at Folkekirken på en uheldig måde hører hjemme i begge lejre – uheldig, fordi den støtte fra statens side, som grundloven tilsikrer Folkekirken, let kan udvikle sig til en omklamring, hvor staten tiltager sig afgørelse af teologiske spørgsmål, som der er uenighed om i Kirken.

Men heller ikke for de andre trossamfund er forholdene i orden. Nok er der en uomstridt religionsfrihed i Danmark, men den manglende religionslighed kan næppe længere legitimeres med henvisning til historiske omstændigheder, som tiden og udviklingen er løbet fra.

I Danmark siges det som bekendt ofte, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed, og det kan der nemt gives mere end et enkelt faktuelt eksempel på. Så bliver man nødt til at undersøge, hvordan man kan jævne tingene og øge religionsligheden, så den bedre kommer til at passe til udviklingen – uden dermed at tage noget som helst fra Folkekirken. Det er jo ikke legitimt i et demokratisk land, hvis vilkårene gradvis skulle udvikle sig i retning af, at borgerne alt efter tilhørsforhold til trossamfund må se sig inddelt i 1. klasses og 2. klasses borgere.

En anden ting, som heller ikke længere er acceptabel, er, at trossamfundenes forhold og vilkår vidtgående reguleres rent administrativt og uden om lovgivningsmagten. Dermed kan det ske uden den offentlighed og høring, som er et nødvendigt led i en demokratisk lovgivningsproces. I et demokratisk retssamfund er det ikke acceptabelt, men tværtimod forringende for retssikkerheden, at betingelserne for godkendelse af trossamfund kan udvikles og ændres uden om lovgivningsmagten i takt med en debat blandt religionsforskere om fænomenet religions afgrænsning og vigtigste kendetegn – og sådan er ordningen faktisk i dag. Det er ikke acceptabelt i et demokratisk retssamfund, der i øvrigt generelt lægger vægt på magtens tredeling, det vil sige, hvor Folketing, regering og domstole ikke skal overtage hinandens demokratiske roller. Eller som den alt for tidligt afdøde juraprofessor Henrik Zahle udtrykte det: "Den gældende regulering af trossamfund uden for folkekirken er ikke tilfredsstillende. Den - [endda] vekslende - forskelsbehandling af for det første folkekirke, for det andet anerkendte trossamfund og for det tredje godkendte trossamfund er næppe holdbar", skrev han (i Dansk Forfatningsret, 3. udgave 2003, bind 3, s. 168).

Det er naturligt at se lidt på, hvordan det udvikler sig i andre lande, ikke mindst de nordiske.

I Sverige har staten for længst påtaget sig at stå for opkrævningen af trossamfundenes medlemsbidrag, det vil sige en ordning, som i store træk svarer til den, vi kender fra Danmark, hvor Folkekirkens medlemsbidrag bliver opkrævet af skattevæsenet. Endvidere yder staten betydelige beløb i direkte støtte til trossamfund i Sverige.

I Norge, hvor man ikke har begrebet kirkeskat, fordi den norske folkekirkes udgifter dækkes i fællesskab af staten og kommunerne, modtager andre trossamfund, kristne såvel som muslimske og sågar det ateistiske forbund, det samme beløb pr. næse som tilskud fra staten og kommunerne.

Mere eller mindre tilsvarende ordninger findes i Tyskland, Østrig, Italien og sikkert flere steder.

Så mens Den katolsk Kirke i Danmark endnu ikke har kunnet opnå statens ja til en ordning svarende til den, der gælder i Sverige, så får den lutherske kirke i pavens Rom sine medlemsbidrag opkrævet af det italienske skattevæsen. Det siger måske lidt om den nedgroethed, der godt kan præge den danske stats forhold til civilsamfundet og trossamfundene i dét.

I mange lande findes der imidlertid – og helt uden hensyn til religion og konfession – både majoritetskultur og minoritetskultur. Der findes både flertalsselvforståelse og mindretalsselvforståelse. Der findes både majoritetens ubevidste selvfølgelighed og minoritetens bevidste komplekser. Men mens disse forskelle typisk opleves stærkt af mindretallene, så er det ikke altid, at et flertal selv er opmærksomt på, at det netop kun er flertal, men ikke er identisk med hele folket.

Der findes også både majoritetslovgivning og minoritetslovgivning. Det er jo som bekendt også netop sådan, vores egen danske forfatning er indrettet: Den har både en § 4 og en § 66 om Folkekirken og en § 69 om de øvrige trossamfund.

Omend på forskellige måder går dette billede som sagt igen andre steder i verden. Typisk har flertalsreligioner og flertalstrossamfund privilegier, som mindretalstrossamfund ikke har, selvom udviklingen går i retning af, at privilegierne efterhånden udlignes ved også at komme mindretallene til gode uden at blive frataget flertallet. Det kan som nævnt fx ses i Norge og Sverige.

I juni måned i år havde jeg sammen med blandt andre professor Lisbet Christoffersen fra Københavns Universitet og Roskilde-biskoppen Peter Fischer-Møller lejlighed til at deltage i en konference i Strasbourg. Konferencen var led i det såkaldte Religare-projektet, og her blev forskellige aspekter af forholdet mellem stat og trossamfund belyst såvel under en katolsk, en protestantisk, en jødisk, en muslimsk og endog en ateistisk synsvinkel. Det skete med udgangspunkt i forholdene i de lande, hvorfra et antal universiteter deltager i projektet.

Da dagen var slut, havde jeg ikke alene fået bekræftet, hvad jeg allerede har sagt om majoritetskultur og minoritetskultur, men jeg kunne også drage to andre konklusioner: Den første konklusion var, at alt dét, som er ens, er forskelligt.  Det vil sige, at de problemer omkring forholdet mellem stat og trossamfund, som findes i alle europæiske lande og dermed på en måde er ens som problemstillinger, har fundet forskellige løsninger i forskellige lande.

Derfor: Alt dét, som er ens, er forskelligt.

Den anden konklusion var, at det stort set alt sammen er historisk bestemtI Frankrig blev Den katolske Kirke som bekendt den altdominerende – og hvem kan i den forbindelse se væk fra, at det i afgørende grad skyldtes, at katolikkerne under Sankt Bartholomæus natten i 1572 fik slået mange flere huguenotter ihjel, end huguenotterne fik slået katolikker ihjel. Derefter fordrev katolikkerne resten af huguenotterne, herunder til Fredericia i Danmark, hvor det modsat var den evangelisk-lutherske kirke, som var blevet den altdominerende. Det var den som bekendt blevet blandt andet, fordi katolske danskere blev landsforvist og gjort arveløse; dødsstraf blev foreskrevet for katolske præster, der måtte driste sig til at komme til landet – og tvangsdåb blev gennemført for både jøder og baptister osv.

Kort sagt: Der er historie på spil over alt, og alle har noget i deres fortid, som ikke er egnet til at prale med, men som er forudsætningen for, at det i dag er, som det er.

Men det særlige ved historien er som bekendt, at den ikke står stille. Og det var også én af de ting, jeg bed mærke i under mødet i Strasbourg, nemlig at dét, som måske engang fremstod som legitimt på et tidspunkt, hvor en flertalsreligion i et land havde tilslutning fra 99,7 % af befolkningen, det mister gradvis sin legitimitet, når denne procentdel falder fra for eksempel 99,7 til eksempelvis 79,9 – og end ikke ser ud til at standse her.

Derfor er der i mange europæiske lande grøde omkring religionspolitikken. Privilegier anfægtes, mens kravet om ligebehandling vokser. Det tror jeg også vil komme til at præge fremtiden her i landet for trossamfundene, placeret som de er – mellem stat og civilsamfund.

*

Klik her for at se hele rapporten fra 2012-konferencen for kristne og muslimske ledere i Danmark, som er udgivet af stiftssamarbejdet "Folkekirke og Religionsmøde"