Ved lov og på lige vilkår

Jeg har i et tidligere indlæg her på Religion & Politik-bloggen talt for, at man skulle pålægge trossamfundene at offentliggøre årsregnskaber, og at vedtægtsændringer ligeledes skulle godkendes – eller i det mindste oplyses.

     

VED LOV

Men det er vigtigt at fastslå, at dette ikke er en sag for centraladministrationen. Vi skylder at behandle hinanden ordentligt; og en af de former, et retssamfund benytter i ordentlighedens øjemed, er, at reglerne er fælles, kendt på forhånd, og fastlagt ved lov. Hjemmelsgrundlaget må være i orden, før der administreres videre. Vi kan ikke blot lade det nuværende udvalg stille yderligere krav for en godkendelse – krav som ikke er fastlagt i lovtekst.

Men sådan er det for trossamfund. Her er kriterierne for godkendelse fastlagt administrativt, og trossamfundene ømmer sig med rette. I et debatoplæg, udsendt fra Danske Kirkers Råd til medlemskirkerne med høringsfrist 1. august, skriver man da også, at den nugældende model for godkendelse af trossamfund er uacceptabel. (1) Ikke fordi man på nogen måde mener, at der udføres dårligt arbejde i det udvalg, der er nedsat til at tage sig af opgaven, eller i Ankestyrelsen og Integrations- og Socialministeriet, der er ressortministerium. Men af to andre helt klare grunde:

1.  Lovgivningen indeholder ikke nogen kriterier for, hvornår et trossamfund kan opnå godkendelse. Der er nogle kriterier formuleret i bemærkninger til ægteskabsloven fra 1969 (!); men hele trossamfunds-landskabet har ændret sig – og det nedsatte udvalg har udviklet nye og supplerende kriterier. Det kan ikke være rimeligt, at kriterierne for et så vigtigt forhold som godkendelses-instrumentet er, ikke er politisk behandlet.

2.  I dag er lovgivningen skruet sådan sammen, at man formelt set godkendes som trossamfund for at få vielsesbemyndigelse – det burde være omvendt: at man kan få vielsesbemyndigelse, hvis man er et godkendt trossamfund. At være godkendt som trossamfund er en grundrettighed, der kan lede til andre rettigheder. Ikke omvendt. Det arbitrære i situationen ser vi, når organisationer, der utvivlsomt er trossamfund, ikke kan godkendes, fordi de ikke har et ægteskabsbegreb…

Grunden til at jeg tager dette spørgsmål op i dagens blogindlæg er, at der politisk har været respons på forslagene om, at trossamfund skal aflægge offentligt årsregnskab og at vedtægtsgrundlaget skal være kendt. (2) Imidlertid er det nemt bare at lægge et nyt administrativt lag ovenpå de eksisterende. Det er bare ikke tilfredsstillende for trossamfundene. De har krav på at kende et lovgrundlag, der klargør samfundets krav til dem.  Som grundloven siger: ’trossamfund(ene)s forhold ordnes nærmere ved lov’. Ydre forhold – ikke interne anliggender. Og ved lov; ikke ved administrativ praksis.

     

LIGE VILKÅR – IKKE TRYNING AF TROSSAMFUND

Et andet forhold er meget vigtigt at holde klart: formålet er ikke at tryne trossamfundene. Formålet er at skabe lige vilkår for de rammer, der kan drives religion på i Danmark – og at skabe sikkerhed for både dem, der tilslutter sig et trossamfund, og offentligheden.

De lige vilkår drejer sig dels om en sammenligning mellem forskellige trossamfund indbyrdes – og dels om sammenligning mellem folkekirken og øvrige trossamfund. Givet, at folkekirken er langt størst, er der alligevel en international retlig pligt til at sikre lige vilkår så langt som muligt.

Og her finder jeg det værd også at se på nogle af de andre forslag i det papir, Danske Kirkers Råd har sendt til høring:

Trossamfund bør få tilbudt mulighed for, at de kan opkræve medlemsafgift via skattesystemet – som folkekirken har mulighed for det – Kirkeskat som Kildeskat

Trossamfund, der fører ministerialbog, må – som folkekirken – have mulighed for et praktisk samspil med CPR-registret

Trossamfund, der har vielsesbemyndigelse, skal selvsagt overholde de samme regler som folkekirkens præster med vielsesbemyndigelse gør. Og herunder skal trossamfund gøre dem, der bliver viet, klart, at vielsesbemyndigelsen ikke er en introduktion af fremmed ægteskabsret i dansk ret, men alene en bemyndigelse til at vie efter dansk ret. Men det er på den anden side et område, der nok kunne trænge til et selvstændigt eftersyn.

I dag giver godkendelse som trossamfund adgang til at få udenlandske forkyndere hertil på særlige vilkår. Men det giver f.eks. ikke adgang til at søge kulturarvsstyrelsen (eller en anden enhed) om økonomisk støtte til vedligeholdelse religiøse bygninger af særlig kulturel værdi. Og trossamfundene peger også igen og igen på noget rod omkring SU. Var det mon ikke på tiden at få set på det hele?

     

Noter

(1) Klik her for at se dette diskussionsoplæg, afsnit 3.1.

(2) Se Politiken tirsdag den 30. juli 2013, s. 3.