Vi må i kirke og mission tænke – og eksperimentere – så det brager

Jeg går ud fra, at alle, der i disse år er optaget af kirke og mission, tænker, så det brager, for at finde de kirke – og missionsstrukturer, vi har brug for i dag. Det er vigtigt at overveje struktur og organisation for mission og kirke i lyset af den kontekst, som det skal fungere i, især i en tid, hvor der sker så store og hurtige forandringer. Men måske er der brug for et par mellemregninger i disse overvejelser.

Craig van Gelder, der er professor på Luther Seminary i St. Paul, USA, peger på en meget enkel model for at tænke kirke og kirkeudvikling, og den kunne efter min mening udmærket udvides til også at gælde mission, da kirke og mission på en måde er to sider af samme sag. ”Kirken er. Kirken gør det den er. Kirken organiserer det, den gør”, og for egen regning tilføjer jeg: ”Der, hvor den er”.

Før vi taler om organisation og struktur, skulle vi måske igen besinde os på, hvad kirke og mission er, hvad vi er sat i verden for, i den globaliserede og postmoderne verden, som nu er vores. Og så skulle vi måske på basis heraf spørge: Hvad er det så, vi som kirke og mission skal gøre? Vore aktiviteter og projekter må være i overensstemmelse med vor selvforståelse som kirke og mission.

Den tidligere ærkebiskop i den anglikanske kirke, Rowan Williams, har sagt, at ”Mission is finding out what God is doing and joining in”. Det handler altså ikke først og fremmest om at bede Gud velsigne vore planer, men om at lade os inddrage i Guds mission i verden. Vi må lægge øret til jorden og lytte os ind til, hvad Gud har gang i i vores verden i dag, og sammen overveje, hvad han mon vil, at vi skal gøre sammen med ham.

Enhver menneskelig virksomhed – også i kirke og mission – kræver struktur for at blive til noget. Derfor må vi arbejde på at finde og udvikle de strukturer – og herunder tilpasse de gamle missionsstrukturer – der skal til for at organisere det, som Gud kalder os til at gøre i mission og kirke i vores verden i dag. Igennem hele kirkehistorien har kirke og mission betjent sig af mange forskellige strukturer og organisationsformer, fordi der er forskellige kulturer forskellige steder i verden, og fordi kulturer altid er under forandring, og strukturer må tilpasses lokale kulturer. Og derfor er det da også helt naturligt at der i dag skal arbejdes på at strukturere kirkens og missionens arbejde på den mest hensigtsmæssige måde.

Den proces kan imidlertid ikke gøres færdig ved skrivebordet, ved menighedsrådsmødet eller omkring bestyrelsesbordet. Løsningerne kan ikke udtænkes teoretisk, men vi bliver nødt til at have modet til at eksperimentere med forskellige modeller, med den risiko, at nogle eksperimenter ikke bliver en succes. Men har vi ikke modet til også at fejle og tage ved lære af vore fejl, så kommer vi ingen vegne, og finder heller ikke frem til de brugbare modeller.

Vi lever i en brydningstid i disse år, og derfor kan det ikke undre, at kirke- og missionsstrukturer kommer under pres, og at det derfor knager og brager i dem. Det er ikke et undergangstegn, men tværtimod et livstegn. Strukturer og organisationsformer er aldrig et mål i sig, men de må altid tjene de opgaver, som kirkes og missionens opgaver, sådan som vi forstår dem på basis af, hvad kirke og mission er sat i verden for, og i lyset af den kontekst, vi skal virke i.

     

Mogens S. Mogensen er cand.mag. i historie og kristendomskundskab. Han har også en mastergrad i missiologi og en ph.d.-grad i intercultural studies, begge fra Fuller Theological Seminary i Californien, USA. Han har i en årrække arbejdet som universitetsunderviser og var i 10 år missionær i Nigeria. Nu er han konsulent inden for det interkulturelle og interreligiøse felt.